Rådhusgrunden i Aars

Af Torsten Hansen, Tirsdag, 17/09/2019 10:33

LÆSERBREV: Henrik Dalgaard (K), Ndr. Borremosevej 10, Aars, svarer Asger Andersen, formand for Kultur- og Fritid:

 

Aars har brug for gensidig respekt og fællesskab for at komme videre mod nye mål. Det skriver formanden for Kultur og Fritid Asger Andersen i sidste uges avis. Det er jeg meget enig med ham i, men det bør om nogen også gælde for Asger Andersen. Byrådet har besluttet at starte en ny udviklingsplan for Aars midtby, hvor borgerindragelse bliver en central rolle. Derfor ærgrer det mig, at vi endnu engang skal se formand Asger Andersen gå ud og kortslutte den proces.

Vi bør som politikere, have respekt for det vi har besluttet - nemlig at få masser af indspark ind til det videre arbejde, hvor vi ser midtbyen i en helhed, og også med den kommende svømmehal grund.

Nu har formanden for Kultur og Fritid låst sig fast, og derfor er det jo mildest talt spild af gode kræfter at drøfte rådhusgrunden. Jeg har også gode ideer til området, men dem drøfter vi internt, indtil borgernes ideer kommer ind. Men jeg kan slå en ting fast: At lave endnu mere kunst og kultur, og ikke have midlerne til den nødvendige vedligeholdelse giver ingen mening. Vi har i årevis set misvedligeholdt kunst, vandskulpturer uden vand, og jeg kunne blive ved.

Vi er så optaget af at sætte nye ting i søen med efterfølgende driftsomkostninger til følge, at driften æder os op. Vi har skoler, daginstitutioner, idrætsfaciliteter, kunst og kulturbygninger, som har brug for hjælp. Så at lave en udendørs friluftscene, som kan bruges fem gange om året, er i min optik hovedrystende.

En ting er jeg da enig med Asger Andersen i. Vi skal tænke de unge ind, have respekt for vores kunst og kultur, men at alt nytænkning skal blotlægges, grundet byens kunst i Aars for 25 år siden, er jeg meget uenig i.

Asger Andersen snakker om udvikling og fælles troværdighed. Så lad os nu få de aftaler og løfter på bordet, som Asger henfører til, vi har lavet, så vi kan se, hvilke rammer vi har at arbejde indenfor.

Jeg er sikker på, at vi kommer langt med sund fornuft, men også respekt for at behov, ønsker og ideer kan være anderledes end for 25 år siden.

Desværre er svaret formentlig det samme, som sidste gang jeg ærgrede mig over Asger Andersen: “Mine indspil er ikke som Kultur og Fritidsudvalgsformand, men som Asger Andersen som privat person”.

Og jeg siger det bare igen. Man kan ikke træde ud og ind som forskellige personligheder. Du er formand for Kultur og Fritid, hver gang du blander dig i en kommunal og borgerlig offentlig proces.