Rævemosen måske et sted til bryllupsevent

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 08/03/2023 07:00

Turistforening ser nye muligheder med tænkebænk

AARS: Bestyrelsen for Turistforeningen for Aars og Omegn ser Rævemosen ved indkørselen til byen som et sted for kommende bryllupsevents.

For tre år siden var foreningen aktiv for at få Rævemosen trimmet så det blev nemmere for turister at bevæge sig rundt i området, hvor den berømte sølvskat Gundestrupkarret i sin tid blev fundet. Det har ført til en bedre vedligeholdelse af stierne i Rævemosen med adgang fra rastepladsen ved Roldvej. Der skiltes ved indgangen til mosen, og turistforeningen har opsat en stor bænk - en såkaldt tænkebænk - hvor besøgende kan sidde i fred og ro og nyde udsigten over mosen.

- Det har ført til, at vi har fået en henvendelse med et ønske om tilladelse til at holde en bryllupsceremoni ved tænkebænken, sagde Jørgen Justesen, Aars, medlem af turistforeningens bestyrelse, ved generalforsamlingen forleden.

Henvendelse har fået turistforeningens bestyrelse til at tænke nye muligheder i forbindelse med udendørs bryllupsceremonier. Det er blevet et “modefænomen” at holde bryllup i det fri, og her er der gode forhold i Rævemosen, og især ved tænkebænken, hvis et vordende brudepar kan få præsten eller borgmesteren med på ideen.

På generalforsamlingen blev det slået fast, at turisme er mange ting. Et bryllupsevent for brudepar er også en form for turisme, og ofte kommer brudepar udefra sammen med mange gæster for at få foretaget vielsen. På den måde kan kendskabet til Aars-egnen blive udbredt, når gæsterne ser hvilke naturmæssige kvaliteter egnen også har at byde på. Det kan føre til, at de kommer igen på et senere tidspunkt, måske som almindelig turist.

I det hele taget var der en god debat om turistmulighederne på generalforsamlingen. Bestyrelsen venter sig også meget af den elektroniske byvandring Story Hunt med udgangspunkt fra Vesthimmerlands Museum i Aars, som blev slået igang for nogle måneder siden i et samarbejde med Destination Himmerland. Desuden er autocamperpladsen på den tidligere rådhusgrund i Aars blevet forsynet med skilte og affaldsstativer, og er klar til at modtage kørende turister som kvit og frit kan parkere i Aars kun et stenkast fra centrum.

- Vi tror, at der er et stigende behov for pladser til autocampere. Derfor byder vi ind med en simpel plads. Vi vil gerne tage godt imod turister der kommer i autocamper og som vil overnatte på pladsen, sagde turistforeningens formand, fhv. bankdirektør Poul Damgaard.

Årsrapporten blev fremlagt af kassereren, statsautoriseret revisor Henrik Tange. Foreningen har ikke mange indtægter fordi den ikke har nogen stor medlemsskare, men alligevel er det med frivillig hjælp lykkedes at gennemføre adskillige turistaktiviteter med fokus på Aars og omegn. Foreningen kom ud af året med et overskud på 2.189 kr. og har en egenkapital på 14.053 kr.

Til bestyrelsen genvalgtes fhv. bankdirektør Poul Damgaard, redaktør Thorkil Christensen og pedel Peter Stenild.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"