Torsten Wetche.
Radikal kandidat tog en ko med ud til vælgerne
Af Ture Damtoft, Torsdag, 19/03/2026 14:03
Landbruget fylder meget i valgkampen op til folketingsvalget på tirsdag, og folketingskandidat Torsten Wetche valgte en temmelig usædvanlig måde at komme i dialog med vælgerne om landbruget på.
Han er kandidat for Radikale Venstre og har en gård ved Farsø, hvor økologi og dyrevelfærd bliver sat højt.
I sidste uge tog han simpelthen en ko med, da han tog til Nytorv i Aalborg for at møde vælgerne, og det virkede.
- Der var mange, som var noget overraskede over at se, der stod en ko på torvet, men som jeg håbede ,var det en god måde at komme i dialog med folk, siger Torsten Wetche.
I modsætning til folk i sit eget parti og i andre partier vil han gerne tale landbruget op og pege på mulighederne for både at have høj dyrevelfærd, effektiv produktion og rent drikkevand.
- Gennem mit professionelle liv har jeg forsøgt at tilnærme mig et naturnært landbrugssystem. Jeg har erfaret, at man kan lave mad til tre gange så mange mennesker fra det samme areal i forhold til en normal husdyrintensiv produktion. Ved at tænke mere naturnært i vores forbrug af fødevarer kan vi både få mere natur og brødføde flere mennesker uden at bruge kunstgødning og sprøjtemidler. Samtidig får vi renere havmiljø og renere drikkevand. Der er ikke noget galt med at have husdyr til fødevareproduktion, men i respekt for dem skal de have ordentlige forhold. Jeg går ind for, at alle husdyr i Danmark, lige fra høns og kyllinger til grise og køer, skal kunne komme ud på markerne om sommeren, siger Torsten Wetche.
Det budskab blev der lyttet til i Aalborg, men en enkelt udtalelse.
En forbigående mand råbte fra afstand, at det var mishandling af dyret at have det i en bås på Nytorv.
- Der er desværre nogle, som ikke vil dialogen. Han var heldigvis den eneste, og selvom andre var lidt skeptiske fik vi en god dialog. Jeg kan forstå en del af kritikken af dansk landbrug, men meget af den kommer fra folk, som ikke kender landbruget, og der vil jeg bare gerne komme med lidt nuancer, så vi kan have en dialog, hvor vi har en lidt bedre forståelse af udfordringerne og lytter til hinanden, siger Torsten Wetche.
I Vesthimmerland er ca. 17 pct. af kommunens godt 36.000 indbyggere beskæftiget indenfor landbrug og følgeerhverv.
Ordet er dit