Rasmus Vetter: Har overvejet at skifte parti i lang tid

Af Ture Damtoft, Torsdag, 10/02/2022 12:12

VESTHIMMERLAND: Rasmus Vetter gav beskeden om sit skifte fra S til SF til borgmesteren og kommunaldirektøren søndag.

En beslutning der har været på vej i lang tid.

- Jeg har overvejet det længe, og det har ikke været en hurtig beslutning. Mit livssyn og mine holdninger er bare mere ovre ved SF nu, og jeg tror ikke, der var kommet noget godt ud af at blive i S-gruppen de næste fire år, siger Rasmus Vetter, der medgiver, at det kan se lidt mærkeligt ud mindre end tre måneder efter valget 16. november.

- Jeg ærgrer mig over timingen, det skulle være sket op til valget, siger det nye SF byrådsmedlem.

Med sit skifte fra Socialdemokratiets til Socialistisk Folkepartis byrådsgruppe har Rasmus Vetter skabt røre i vandene blandt de to så normalt stærke allierede.

På den ene side kan SF glæde sig over nu at være repræsenteret med fire mandater i det 27-mænd-og-kvinder store byråd og dermed være lige så store som storebror fra S.

Og på den anden står en socialdemokratisk partiforening, der efter kommunal valget havde grund til at føle sig lidt forslået og nu med Rasmus Vetters farvel måske også lidt forsmået.

- Vi er da selvfølgelig både i bestyrelsen og gruppen i byrådet målløse og synes, det er respektløst over for os, partiforeningen og hans vælgere, at han efter så kort tid efter valget vælger at gå over til SF, er den første umiddelbare reaktion fra S-formand i Vesthimmerland, Herdis Brix.

Som reglerne er skruet sammen kan Rasmus Vetter beholde sin post i beskæftigelsesudvalget, som S forhandlede hjem under konstitueringen, og som partiet altså tilbød Rasmus Vetter.

En post han altså tager med sig, og som betyder at SF nu har to repræsentanter i udvalget og S ingen.

- Vi synes det havde klædt ham at aflevere sine poster tilbage. Han har sin gode ret til det, men det havde klædt ham at gøre det, specielt efter så kort tid, hvor blækket på papiret efter konstitueringen nærmest ikke er tørt endnu, siger Herdis Brix, der ikke ligger skjul på sin skuffelse.

- Det var en svær pille at sluge, at vi gik så meget tilbage til valget, og nu sidder vi tilbage med en fire-mands gruppe på størrelse med SFs. Samtidig er det jo noget, der ikke er rart at forholde sig til. Rasmus har jo været en partikammerat gennem mange år, siger Herdis Brix.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"