Solen bagede ned over bordene og gæsterne.
Rekordstort træf med biler og MCer ved Aars
Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/05/2026 08:00
Skovens Fristelser slog dørene op på årets første sommerlige dag
AARS: Sæsonåbningen - eller i det mindste årets første sommerlige dag - blev en succes, der langt overgik alle forventninger hos ejerne af Skovens Fristelser, Trine Hedegaard og Dennis Horn.
Allerede fra om eftermiddagen strømmede gæsterne til.
386 klassiske biler og motorcykler dukkede op til træffet, hvor deltagerne var blevet lovet et måltid mad og en kop kaffe.
Derudover lagde mellem 200 og 300 ekstra gæster vejen forbi for at nyde synet af de mange flotte køretøjer og ikke mindst det gode 1. maj-vejr med is og kolde drikke i hånden.
- Vi var meget, meget overvældet, siger Dennis Horn.
- Da klokken var 16, og der holdt 50 biler, tænkte jeg: Det her bliver vildt.
Den ellers halvt humoristiske bemærkning om, at folk måske måtte parkere i vejkanten, viste sig at blive til virkelighed. Parkeringspladsen blev fyldt til bristepunktet, og hele området summede af liv, ikke mindst med faldskærmsaktivitet i gang hen over aftenen, som gav ekstra oplevelser til de fremmødte.
1000 frikadeller
Den store tilstrømning satte også logistikken på prøve. Dennis Horn måtte flere gange forlade pladsen for at skaffe flere forsyninger.
Menuen stod på to frikadeller og kartoffelsalat per gæst, og det blev der brug for i stor stil. I løbet af aftenen blev der serveret omkring 1000 frikadeller og 100 kilo kartoffelsalat til de mange fremmødte.
Stemningen var til gengæld ikke til at tage fejl af.
- Stemningen var helt fantastisk. Det var 1. maj, vindstille og 23 grader. Det var første gang, mange var ude at køre i år, efter at biler og motorcykler havde stået inde hele vinteren, siger Dennis Horn.
Arrangementet tiltrak ikke kun lokale. Gæster kom fra Farsø, Aars, Aalestrup og Hvalpsund og så langt væk fra som Aarhus og Frederikshavn.
Flere gæster gav også deres begejstring til kende i løbet af dagen og takkede både for maden og oplevelsen, og lovede at vende tilbage en anden gang.
Udover maden var der stor efterspørgsel på søde og kolde fristelser. Der blev solgt masser af is og kolde drikke i takt med, at solen bagte ned over pladsen.
I alt anslår Dennis Horn, at mellem 600 og 700 mennesker var samlet i løbet af dagen og aftenen.
Succes’en betyder, at Skovens Fristelser nu ser frem mod en travl sæson. Frem til 11. september vil der være træf hver fredag aften, hvor entusiaster kan mødes, vise deres køretøjer frem og nyde fællesskabet.
Ordet er dit