RIF gymnaster til årets landsstævne i Holbæk

Onsdag, 15/07/2009 14:06

Modsat tidligere har det i år ikke været et krav at man skulle stille stor-hold for at medvirke ved DGI Landdstævnet, som forrige weekend blev afholdt i Holbæk. I den anledning har Gymnastikafdelingen under St. Restrup IF stillet hold. Her fortæller RIF’s Inga Sønderby Mysager:
– Allerede sidste sommer blev vi i RIF-Gymnastik og SGF enige om, at vi ville samarbejde i retning af at danne et åbent landsstævne-foreningshold og modsat mange andre havde vi allerede fra begyndelsen accept fra Tove Engemann, SGF, som meget gerne ville være instruktør. Træningen startede i marts måned og vi har netop nu haft nogle helt uforglemmelige dage i Holbæk. Vi var indkvarteret på en skole i flere klasseværelser, men med et stort, dejligt fællesrum, hvor man var sikker på selskab »døgnet rundt«!
Der var rig lejlighed til at forsøge sig med mange forskellige sportsgrene. Der blev roet i kajak og der blev motioneret ved små sundhedspladser, hvor man også kunne få målt sin fedtprocent !!  Vi sejlede med galeasen Hjalm og vi beundrede maratonløberne, der i middagsheden gennemførte de ca. 42 km og om aftenen dansede vi  salsa på havnen eller vi fandt et hyggeligt musiktelt. 
Der var hver dag rig mulighed for at deltage i workshops af forskellig art. Der var virkelig mange aktivitetstilbud, men vi ville jo også gerne se de mange dygtige danske og udenlandske gymnastik- og akrobatikhold. Bl.a. er efterskoleelevernes opvisning altid et tilløbsstykke.
Vore egne opvisninger blev undervejs tilsat ekstra krydderi i form af optagelser til TV-Nord og sidenhen optagelser til radioens P4 og sluttelig TV-optagelser til DR, slutter Inga Sønderby Mysager.
Nibe Avis, 15. juli 2009
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"