Ros fra alle sider til Kimbrerfesten

Af Torsten Hansen, Onsdag, 15/09/2021 07:00

Økonomien er endnu ikke gjort op, men der bliver Kimbrerfest igen i 2022

AARS: Beslutningen om at flytte Kimbrerfesten tilbage til Aars Lystanlæg viste sig at være rigtig.

Årets fest har på alle måder været en succes. Men en sådan flytning kommer ikke af sig selv, og der er lagt rigtig mange arbejdstimer i at få det hele til at gå op. Den 13 mand store Kimbrerfestkomite har gjort et stort arbejde, og roserne vælter ned over medlemmerne.

Mange har i rosende vendinger påskønnet komiteens arbejde. Både flytningen af festen til anlægget, men også den nye indretning med overdækning af åen og placering af tivoli ved Bymidten blev rost til skyerne.

Og medlemmerne af komiteen har mærket folks tilfredshed.

- Ja, jeg er lidt øm i skulderen, efter alle de klap vi har fået, lyder det fra en glad Allan Mølgaard, der er en af de 13.

Og som formand Martin Dahl bemærker:

- Vi er nærmest blevet blæst bagover af al den opbakning, og når man får så mange positive tilkendegivelser kan man gøre meget - selv på lidt søvn.

Det var Martin Dahls første rigtige Kimbrerfest som formand - og hvilken fest.

- Det har været en sand fornøjelse. Der har været mange mennesker, men ingen ballade.

Vi er stolte over al den ros vi har fået. Selvfølgelig er der også kommet forslag til forbedringer.

Dem lytter vi til, lover formanden.

Løb tør

Inden festen forsikrede han, at Kimbrerfesten ikke løb tør for øl. Det løfte holdt. Men!!!

Torsdag og fredag var der fuld knald på, og nok var der stadig øl i hanerne, men beholdningen af Breezer og Shakers løb tør. Det var nødvendigt at skaffe fire paller ekstra til om lørdagen. Det lykkedes, og heldigvis for det, for efter lørdagens fest, var beholdningen faktisk tom igen. Men forventningen var, at der ikke blev efterspurgt mere af det om søndagen, så det gik.

- Vi har lært til næste gang. Vi skal nok sørge for, at have et ordentligt lager, lover Martin Dahl.

Han bemærker i samme åndedrag, at der faktisk var købt rigeligt ind.

- Vi havde købt så meget ind af Breezer og Shaker, at det svarer til vores indkøb i både 2018 og 2019, forklarer han. Det afspejler i virkeligheden, hvor rigtig beslutningen var om at komme tilbage til Aars Lystanlæg. Salget af drikkevarer er meget større midt i byen.

Formanden lover, selv om økonomien endnu ikke er gjort op, at festen vender tilbage i 2022 - i Aars Lystanlæg.

Næste år vil der også komme flere aktiviteter i tivoliet. I år var tivoliet placeret på parkeringspladsen ved Aars Bymidte. Det fungerede godt. I selve anlægget var der ikke plads til mere.

- Vi har fået lovning på, at vi må bruge parkeringspladsen ved siden af ”Klemmen”.

Det vil passe os godt, for så bliver vi mere synlige ud mod Himmerlandsgade, forklarer Martin Dahl.

En anden fordel ved den placering er, at det er på asfalt. Dermed ødelægger tivolis tunge udstyr ikke lystanlægget.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"