Sådan føles krigen af Ukrainer i Haubro

HAUBRO: Mit hjerte skriger af smerte!

Min sjæl er revet i stykker! Hvorfor? Hvorfor sker det med mit land, med min familie?

Floder af tårer løber ned af mine kinder - hele Ukraine i brand og jeg kan ikke hjælpe.

Jeg hedder Alona Grechkosii, er ukrainer og arbejder i Danmark.

Tre af mine yngre søskende arbejder også i Danmark. Jeg er glad for, at de er sikre her og under fredelig himmel.

Men den anden del af min familie er i Ukraine. Mine forældre, min mormor, ældre søster og hendes to skønne små børn er stadig i Poltava i Poltava regionen i det østlige Ukraine.

De er fanget i fælden fra første dag af det russiske militærs angreb. Det er forfærdeligt!

24. februar vågnede jeg kl. 5 som sædvanlig for at arbejde. Kl. 5:20 skrev min søster, at russiske tropper var begyndt at angribe og bombe en nærliggende by.

Da russiske tropper og udstyr havde stået ved ukrainske grænser i lang tid, havde min søster og jeg en plan, hvis krigen begyndte.

Hun og børnene skulle flygte hurtigst muligt til den polske grænse.

Men vi var ikke klar til, hvad russergjorde.

De begyndte at angribe ikke kun fra øst, som vi forventede, men på samme tid fra tre sider. Allerede klokken 6,30 stod hele Ukraine i brand!

Min søster skulle tilbagelægge 1.000 km. og krydse næsten hele Ukraine med sine to børn i en bil under et haglvejr af kugler. Det var umuligt, de var i fælden! Og jeg var bare fortvivlet!

Det værste øjeblik den morgen var min søsters opkald.

Hun ringede for at sige farvel. Hun sagde, at hun elskede mig og bad mig tage mig af hendes børn, hvis hun døde.

Jeg ønsker ikke, at nogen vil opleve, hvad jeg oplevede i det øjeblik. Jeg indså, at jeg kunne miste hende, mine forældre og alle mine slægtninge, som nu er i Ukraine. Og så skrev min mor til mig, efterfulgt af min far. Alle sagde farvel, alle var klar til at dø. Og min far var ked af, at han ikke kunne gå i krig, fordi han er syg efter en operation.

Mine forældre og mormor kunne heller ikke undslippe krigen og russisk aggression. De havde ingen chance fra begyndelsen. Min bedstemor er 75 år gammel, og min far gennemgik en kompleks operation for kun 45 dage siden.

De kunne bare ikke udholde så lang en rejse begge to. Mor blev hos dem.

Hele dagen indtil aften kæmpede Ukraine i smerte under beskydningen fra angriberne, og jeg ledte efter en mulighed for i det mindste at transportere børnene ud af det vanvid. De var bange og uskyldige, og jeg kunne ikke hjælpe dem.

Søster samlede varmt tøj, tæpper, mad og tog dem med i kælderen. Hele familien sov i tøjet den nat. Søster sov ikke, hun var klar i hvert øjblik til at vække børnene og løbe til kælderen for at gemme sig for bomber og missiler.

Jeg sov heller ikke. Jeg lyttede til telefonen og var bange for, at den ville ringe. Jeg var bange for, at nogen fra Ukraine ville ringe for at sige farvel igen.

Den 25. februar bombede russiske tropper Zhytomyr, Ternopil, Lviv og Kharkiv.

I dag er alle forhåbninger om sikker transport af mine slægtninge ødelagt.

Næsten alle broer mellem venstre og højre bred af Dnipro blev sprængt i luften og ødelagt. Min familie er håbløst fanget i hjertet af det brændende Ukraine - omgivet af ruiner.

Og det er skræmmende at tænke på, at det er kun begyndelsen.

For hvem og for hvad er dette politiske spil? Jeg ved det ikke. Men jeg ved godt, at vi ikke kaldte Rusland til os.

Ubudne gæster kom og såede død og rædsel i mit hjemland, udgød uskyldige menneskers blod. Og de skal