Søren Ryge blev det store trækplaster i Aars

Af Thorkil Christensen, Lørdag, 24/01/2026 13:00

AARS: Der var en 100 meter lang kø udenfor, og selv om fire billetkasser var åbne, tog det lørdag formiddag en halv time at komme ind i Messecenter Vesthimmerland i Aars.
Her er der lørdag og søndag veterantraktorudstilling i to haller, og det store trækplaster lørdag var den pensionerede TV-havemand Søren Ryge Petersen, som havde givet tilsagn om at åbne arrangementet, og fortælle lidt om sit forhold til gamle traktorer.
Søren Ryge konstaterede, at når en traktor er udtjent, så køres den ikke bare til jernhandleren, men sættes til side ude på gården for så mange år senere at ende på en udstilling som i Aars i renoveret tilstand.
- Og de fleste der interesserer sig for veterantraktorer må være omkring 80 år, sagde Søren Ryge Petersen med et glimt i øjet, mens han kiggede ud over den store forsamling af tilskuere, der var samlet i messehallerne.
MTKJ Himmerland har arrangeret udstillingen, som i år har tema omkring den danskfabrikerede Bukh-traktor fra Kalundborg, der har 70 års jubilæum. Men der var også tema omkring Deutz-Fahr traktrorer, den grå Ferguson og Taarup landbrugsmaskiner.
Lørdag kom de besøgende langvejs fra, og alle parkeringspladser i området var fyldt med biler til åbningen. Direktør Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland, oplyser, at der til åbningen var solgt godt 1000 billetter - og publikum blev ved med at strømme til.
Medlemmerne af MTKJ-Himmerland har lagt et stort arbejde i at lave en interessant udstilling med omkring 200 landbrugstraktorer i mange forskellige mærker.Og der er  sjældne modeller imellem som fanger publikums opmærksomhed og fremkalder minder om en svunden tid på landet.
Udover traktorer er der smagsprøver og arbejdende stande fra landbrugsmuseet Hessel og Levende Landsbykultur i Vesthimmerland, ligesom der er mange specialudstillinger med miniature-landbrugsmaskiner, og et stumpemarked, hvor veterantraktorentusiaster kan finde alt fra værktøj til reservedele til de gamle maskiner og traktorer.
Udstillingen fortsætter søndag.
Læs mere i Aars Avis på onsdag…

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"