Søren Ryge skal trække folk til Aars - dansk landbrugshistorie på traktorudstilling i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 21/01/2026 09:00

AARS: Det bliver maskinhistorie og levende fortællinger, når der i den kommende weekend holdes veterantraktorudstilling i Messecenter Vesthimmerland i Aars.

En af historierne fortælles af Søren Ryge, den nu pensionerede havemand fra næsten utallige TV-udsendelser.

Søren Ryge Petersen voksede op på landet i 1950erne og 60erne – i den periode, hvor traktorerne for alvor overtog arbejdet i landbruget fra hestene. Opvæksten var i Sydslesvig, og minderne om de første traktorer står stadig stærkt hos Søren Ryge. Hans første traktor var en 11 hk Deutz, en oplevelse der satte sig varige spor.

Senere fulgte traktorer som Ford Dexta og Ferguson, og mange vil huske, hvordan traktorerne fandt vej ind i Søren Ryges tv-univers – blandt andet gennem naboerne Anders og Julius og deres gamle Dexta. Et særligt mindeværdigt øjeblik var besøget hos Bent i Vildbjerg, som havde over 200 Ferguson-traktorer – et besøg der blev til et populært tv-program.

Åbningstalen bliver derfor mere end en traditionel åbning. Publikum kan se frem til en række levende fortællinger, personlige anekdoter og varme historier om de gamle traktorer og den tid, de udspringer af.

Et af hovedtemaerne i 2026 er Bukh traktorer, der har en forbindelse til skibsreder A. P. Møller. I 1924 overtog han motorfabrikken Bukh i Kalundborg, og i 1956 begyndte fabrikken at producere traktorer.

Derfor markeres 70-året for Bukh traktorer fra de tidlige røde modeller som DZ 30 og DZ 45 til de mere avancerede gule traktorer som Bukh Juno, Jupiter og Herkules, der satte sit tydelige præg på dansk landbrug.

Selv om produktionen af Bukh traktorer stoppede i 1968, er mange traktorer bevaret, og flere af dem kan ses på udstillingen i Aars.

Legendarisk fortæller
Et andet tema er ”Den Grå Ferguson”, traktoren der revolutionerede landbruget. Harry Fergusons trepunktsophæng med hydraulik og automatisk vægtoverføring satte en helt ny standard for traktorer og redskaber, en standard der stadig anvendes, og de danske Bukh traktorer var også fremsynede, som Jens Ole Kuch Christensen, Vognsild, fra medarrangørerne Motor- og Traktor Klubben Jylland fortæller:

- Ferguson er jo den traktor, der mekaniserede dansk landbrug efter krigen, da mange begyndte at producere traktorer. Ferguson er et godt eksempel på, at England skulle producere noget andet end krigsmateriel. Bukh kommer så i 1950erne, og den trakor, de sluttede med, var utrolig fremsynet med et førerhus med flad bund og tophængslede pedaler ligesom i en bil.

Selvom vi har de to temaer, har vi også et tema om den danske fabrik Taarup, som virkelig er legendarisk indenfor dansk landbrug. De lavede den velkendte Taarup grønthøster, som næsten alle har set på markerne, og som der er lavet kunstværker over, siger Jens Ole Kuch Christensen, der deltager på udstillingen med to Ford traktorer fra sin samling.

Der bliver også et Deutz tema, et stumpemarked med reservedele, redskaber, modeltraktorer, bøger og manualer. Desuden deltager flere foreninger og museer, herunder Levende Landsby Vesterbølle og Herregården Hessel, som bidrager til den historiske oplevelse.

Antallet af gæster plejer at komme op på omkring 3500 i løbet af de to dage, men vil man høre Søren Ryge, er det kun lørdag.

- Han er jo en legendarisk fortæller om landbrugshistorien. Både med Anders og Julius og alle de andre, som han har besøgt, og så taler han et sprog, som vi alle kan forstå. Jeg glæder mig til at høre hans historier og til udstillingen. Der bliver fuldstændig fyldt op i begge haller i Messecenter Vesthimmerland, og vi håber der kommer en masse gæster, siger Jens Ole Kuch Christensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"