Selvbetjening på biblioteket er tilbage

Af Torsten Hansen, Mandag, 29/06/2020 13:21

VESTHIMMERLAND: Mandag, 29. juni åbnede Vesthimmerlands Biblioteker igen for det selvbetjente bibliotek. Det betyder, at det igen er muligt at besøge Vesthimmerlands Biblioteker alle ugens dage fra morgen til aften.

Vesthimmerlands Biblioteker er gradvist genåbnet efter corona-nedlukningen. Men muligheden for selvbetjening har ventet - indtil i dag.

Der er desuden blevet åbnet op for, at man kan bruge bibliotekets computere og printer igen. Biblioteket opfordrer dog til, at man er ekstra opmærksom på god håndhygiejne, og sørger for at tørre tastatur og mus af før og efter brug samt anvender håndsprit, som er stillet frem på bibliotekerne til fri afbenyttelse.

- Vi ved, at mange lånere har ventet på denne dag – og det samme har vi! Derfor er det også helt fantastisk dejligt at kunne melde ud, at biblioteket nu er næsten tilbage i samme form som inden nedlukningen. Dog opfordrer vi stadig vores lånere til at holde afstand og bruge håndsprit, siger en meget glad bibliotekschef, Bo Jacobsen.

For at nedsætte risikoen for smitte med coronavirus tager biblioteket sig dog stadig nogle ekstra forholdsregler. Derfor må børn vente lidt endnu med at kunne lege med legetøjet på børnebiblioteket, ligesom Playstation kun er tilgængelig i den betjente åbningstid, hvor der er personale tilstede.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"