SF tre mandater frem; gode chancer for lokal kandidat

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 01/11/2022 20:37

SF ser ud til at få et godt valg.

Som politikerne siger - der er kun tale om exit-polls lige nu.

Men det ser godt ud for Theresa Berg Andersen, der er spidskandidat i Nordjylland og den eneste kandidat, der bor i Vesthimmerland.

Sidst var viceborgmesteren, byrådsmedlemmet og daginstitutionslederen fra Vildsted sølle 129 stemmer fra at komme ind.

Og som vikar har hun i flere måneder i den nu tidligere valgperiode prøvet at kunne skrive MF efter sit navn.

Efter over tre ugers valgkamp og en spækket kalender der ville tage pusten af en marathonløber, slapper hun i aften af sammen med familien.

- I aften er jeg omgivet af alle dem, jeg har forsømt de sidste fire uger. Familie og venner hjemme i min stue til god mad og hygge, siger Theresa Berg Andersen.

Helt afslappet bliver det nok ikke; sommerfuglene må være store for alle de kandidater, der sidder og venter på vores allesammens dom i aften.

Inde eller ude - der er ikke noget midt i mellem. Nå ja, måske lige pånær Moderaterne.

God valgaften til alle.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"