Skærpelse af regler er konkurrence forvridende

Af Ture Damtoft, Onsdag, 30/10/2019 12:48

Ministeren skyder sig selv i foden, mener Danske Svineproducenter

Formanden for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg, er frustreret.

Over Fødevareminster Mogens Jensens (S) udmelding om, at forbruget af antibiotika i landbruget skal reduceres yderligere. Og over, at branchen ikke får lidt goodwill efter at have reduceret brugen af antibiotika og generelt have en høj standard indenfor dyrevelfærd - især i forhold til konkurrenterne både i EU og resten af Verden.

- Jeg har hørt ministeren sige, at han vil skabe flere arbejdspladser i landbruget, og at der skal produceres flere svin. I samme uge siger han, at brugen af antibiotika skal reduceres, så hun skyder sig selv og erhvervet i foden, siger Kim Heiselberg, der mener, at den danske produktion hører til blandt den mest klimavenlige og miljøvenlige i verden.

Baggrunden for kritikken er et krav om, at danske svineproducenter de næste fire år hvert år skal sænke deres antibiotikaforbrug med to procent og fuldstændigt afskaffe brugen af medicinsk zink i staldene. Det ligger fast, efter et flertal af Folketingets partier bakkede op om fødevareminister Mogens Jensens forslag. Målet kommer efter en anbefaling fra Det Veterinærmedicinske Råd, og forligskredsen har besluttet, at antibiotikaforbruget senest med udgangen af 2022 skal ligge otte procent lavere, end det gjorde ved indgangen til 2019.

Et krav der påvirker konkurrenceevnen ifølge Kim Heiselberg.

- Hvorfor skal vi altid løbe så langt foran vores konkurrenter? Vi ødelægger Danmarks konkurrencedygtighed ved at komme med yderligere konkurrenceforvridende tiltag. Vi vil gerne være bedre end udlandet, men vi agerer på verdensmarkedsvilkår, og der bliver vi klemt, siger Kim Heiselberg.

På en nylig studietur til Spanien for at møde de sydeuropæiske kolleger i branchen fik han lidt indblik i, hvad der rører sig blandt spanske svinebønder. Har var en reducering af antibiotika ikke højt på dagsordenen, men det var den optimale blanding af foder og antibiotika - eller det som også benævnes vækstfremmer.

- Det stoppede vi med at putte i foderet for 20 år siden. Så er der transporten, hvor de i Spanien, Polen og Tyskland må køre med 200 svin. I Danmark må der transporteres 180 af gangen. Det er lige 20 procent flere transporter og dermed omkostninger. Det er det samme i USA og andre lande. Vi bliver ikke målt på det samme som vores udenlandske konkurrenter - heller ikke dem i EU, siger Kim Heiselberg.

Han påstår, at svineproducenterne oven i den nye målsætning har en markant udfordring, der venter forude. Nemlig udfasningen af brugen af dyrlægeordineret zinkoxid mod diarre hos smågrise i 2022.

- Zinkoxid til smågrisene er et af de redskaber, vi har til at reducere brugen af antibiotika med. Derfor har vi en potentiel udfordring, når det er slut om et par år. Når politikerne så samtidigt vil have, at vi skal reducere forbruget af det i forvejen meget lave forbrug af antibiotika til vores grise, så hopper kæden af for mig. Jeg kan ikke se, at vi har andre håndtag tilbage, hvis vi skal behandle vores grise ordentligt og beskytte dem mod smerte og lidelse - som dyreværnsloven blandt andet siger – for det skal vi naturligvis. Vi behandler syge dyr, som vores dyrlæge fortæller os, at vi skal og på baggrund af dyrlægens ordination. Derfor er det helt skudt ved siden af, når det er noget, som man vil regulere politisk, og det gælder både denne målsætning, og når vi snakker Gult Kort-ordningen. Grisene bliver syge, når de bliver syge. Det er ikke noget, som Folketinget er herre over, siger Kim Heiselberg, der gerne inviterer Mogens Jensen til en uges praktik, så hun kan se de faktiske forhold i hans produktion.

Han vil gerne have flere grise både i produktionen og ikke mindst til slagterierne, der især i foråret ikke kunne udnytte kapaciteten, fordi mange grise bliver eksporteret til f.eks. Tyskland, hvor de så bliver slagtet.

- Vi må også kigge på økonomien, og vi får simpelthen bedre priser der og nedbringer vores risiko. Så bliver vi fra nogle sider skudt i skoene, at vi burde støtte det danske produktionssystem. Vestas har da ikke fået at vide, de skal holde produktionen i Danmark. Det er som om, der gælder andre regler for landbruget, og vi skal altså kunne konkurrere for overhovedet at opretholde produktionen, siger Kim Heiselberg.

Antallet af søer, der dør eller aflives i de danske stalde, steg i 2018 for første gang i ni år steget. DAKA modtog 131.053 søer, hvilket er 19.545 flere end i 2017. Sodødeligheden steg i 2018 fra 11,0 pct. i 2017 til 12,6 pct. af årssøerne.

Fødevareministeren forholder sig ikke direkte til Kim Heiselbergs kritik, men fra ministeriet har Vort Landboblad modtaget følgende udtalelse.

- Vi ved, at reduktion af antibiotikaforbruget er væsentligt i bekæmpelsen af antibiotikaresistens. Derfor er jeg meget tilfreds med forligspartiernes opbakning til, at vi fortætter med at skrue ned for medicinforbruget til svin. For mig er det vigtigt, at vi forsætter med at skrue ned for antibiotikaforbruget til svin. Derfor er jeg meget glad for opbakningen fra forligskredsen til, at vi følger anbefalingerne fra Det Veterinærmedicinske råd, og skærer to procent om året inden udgangen af 2022. Målsætningerne er ambitiøse. Samtidig forstærkes udfordringerne af, at lægemiddelzink trækkes af markedet de kommende år og bliver ulovligt med udgangen af 2022. Jeg er dog sikker på, at de danske landmænd vil formå at finde gode, effektive og ansvarlige løsninger, skriver en talsmand for fødevareminister Mogens Jensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"