Skibe på rådhuset i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 02/04/2025 07:00

AARS: I fire år er gæsterne på borgmesterens kontor blevet imponeret over to flotte modelskibe.

Tirsdag, 1. april fik de en permanent plads i montrer på rådhuset i Aars ved borgerservice, hvor alle besøgende fremover vil kunne beundre det imponerende håndværk.

Håndværket er Martin Remmens, der begyndte at bygge modelskibe for omkring 25 år siden, og snart er færdig med nummer 17 i en alder af 99 år.

- Jeg gik på pension, og så skal man jo lave noget. Vi spiller golf og rejser, men jeg skal jo også have noget at give mig til derhjemme, siger Martin Remmen, der bor sammen med sin kone Birthe på Blåmejsevej i Aars, og hvor hun halvt smilende siger, det snart ikke er til at komme til for modelskibene.

Skibene på rådhuset er modeller af HMS Bounty, som var det første større modelskib af Martin Remmens hånd, og Regalskeppet Vasa.

Den sidste model er Martin Remmen ikke helt tilfreds med.

- Der mangler lidt på rigningen og sejlene, konstaterer han, mens andre bare ser beundrende på skibet.

Det er elever på FGU i Aars, som har lavet montrerne og mandag var med til at sætte dem bag glas efter de fire hensmægtede år på borgmesterkontoret.

- Alle de besøgende har haft meget at sige om dem, fordi de er så imponerende. Det var arkitekt Niels Krogh Madsen, der inviterede mig ned til Martin og Birthe for fire år siden, hvor jeg så alle de flotte modeller, og jeg lovede Martin, at de skulle være her i borgerservice, så alle kan se dem. Det løfte er jeg glad for at kunne indfri i dag, og nu har de fået et hjem, hvor alle, og ikke kun mine, gæster kan beundre dem, siger Per Bach Laursen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"