
De tilbageværende medlemmer af Aars Spillemandslaug mødtes sammen med påhøng og nedlagde foreningen lige inden påske. Fra venstre og rundt om bordet er det: Elin Pedersen, Karl Johan Pedersen, Arne Thorsø, Jette Villadsen, Elin Andersen, Niels Andersen, Ole Larsen og Ove Villadsen.
Slut efter 49 år: Sidste tone fra Aars Spillemandslaug
Af Ture Damtoft, Torsdag, 24/04/2025 08:00
AARS: De har spillet op til dans hundreder af gange i Danmark og i Norge, men lige inden påske samledes medlemmerne hos Ole Larsen på Sønderhedevej udenfor Aars for at nedlægge foreningen Aars Spillemandslaug.
- Alderen er jo ved at indhente os. Vores ældste medlem er 94 år, og jeg er den næstyngste. De fleste ville nok godt fortsætte, men det kniber med kræfterne hos nogle af os. Jeg spiller stadig i tre bands, der er jo ikke så mange trommeslagere, og jeg er jo en årsunge på 77 år, siger Ole Larsen.
Alle havde taget instrumenterne med, da foreningen skulle lukkes, men der blev ikke spillet så meget som en tone, for der var alt for mange minder at tale om og grine over.
Om mange koncerter i Aars, besøg og koncerter i Norge og ikke mindst en helt speciel aften i Aalborg Kongrescenter for måske 25-30 år siden - årstallet kunne de ikke blive helt enige om, men enige var de om, at det nok var den største aften for Aars Spillemandslaug i de 49 år. Det var en syng-med aften med mange andre harmonikaorkestre og med Bjørn & Okay.
- Det var toppen. Hvert orkester havde et rum at vente i, og det blev nærmest et støt rend ind og ud hos hinanden, siger Ole Larsen.
Formanden for Aars Spillemandslaug gennem 47 år, Arne Thorsø, Aars, er helt enig.
- Det var højdepunktet for os. At spille i den kæmpestore sal og se det store publikum synge og klappe med, det var stort, siger Arne Thorsø.
Ikke helt slut
Han vil dog hellere fortælle lidt om de arrangementer, som har fyldt mest: Koncerter i Aars og omegn, hvor harmonikaerne og Ole Larsens tromme har spillet op til dans.
- Vi havde stor succes med harmonikatræf. Der var et stort publikum og mange andre orkestre. Ikke mindst vores norske venskabsorkester. Og der var sange, som vi skulle spille. Publikum spurgte efter “Bjørnen Vågner” og “To-tur fra Vejle”, siger Arne Thorsø, der begyndte at spille på sin brors harmonika som dreng - og aldrig stoppede.
I de omtrent 80 år siden han første gang hev toner ud af harmonikaen, er publikum også blevet ældre, og selv om der stadig kommer publikum til harmonikatræf, er der ikke så mange som for 30-40 og 50 år siden.
Til gengæld er de mindst ligeså entusiastiske om altid.
- Vi har spillet en del til senior danse aftener, hvor der nemt kan komme 100 mennesker. 98 procent af dem danser hver eneste dans, siger Arne Thorsø.
Den sidste koncert i Aars var et julebal for Aars Seniorer på Kimbrerkroen i 2023, men helt slut er det ikke, lovede de hinanden, mens de sad og huskede tilbage på de mange gode minder, og ikke fik luftet instrumenterne.
- Vi skal mødes til en bid brød igen, og så råder vi bod på det ved at spille, siger Ole Larsen.
- Vi vil gerne sige en stor tak til alle vores glade danse- og musikvenner, som har fulgt os i tykt og tyndt gennem årene. Det har været en fornøjelse, slutter Arne Thorsø.
Ordet er dit