Snekaos udeblev men risiko for glat føre

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 07/03/2023 08:22

VESTHIMMERLAND: Park & Vej i Vesthimmerlands Kommune har kørt stort set uafbrudt siden kl. 2.30, og de fortsætter frem til i eftermiddag og måske længere, hvis det er nødvendigt. 

- Vi skal have skrabt så meget rent som muligt, inden frosten kommer. Alle vores store veje er sorte, vi har alle traktorer ude at køre, og vi kører hele dagen. Heldigvis har vi slet ikke haft de snemængder eller den fygning, de har sagt, og så er vejtemperaturen lidt over frysepunktet, så sneen og vandet kan blive kørt væk i løbet af dagen, siger afdelingsleder Henrik Grøn fra Park & Vej. 

Ifølge DMIs prognoser, skal frosten sætte ind omkring middag i dag tirsdag, og selvom der var lidt "ulven kommer" over prognoserne for snemængder, bliver der ikke taget nogen chancer. 

Især ikke fordi det skulle komme til at fryse ned til -8 grader, og ligger der tøsne på vejene, bliver det meget hurtigt til is. 

Og hellere lidt "ulven kommer" end det modsatte.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"