Solouheld på Søttrupvej

Af Torsten Hansen, Onsdag, 16/02/2022 09:12

SØTTRUP: En Mercedes, ført af en lokal 49-årig mand, kørte tirsdag eftermiddag kl. 14.07 i grøften på Søttrupvej i Søttrup.

En beredskabspatrulje og en ambulance kørte derfor til stedet, hvor man heldigvis kunne konstatere, at ingen personer havde lidt skade i forbindelse med uheldet. Bilen led dog mindre materielle skader.

Man hjalp føreren ud af bilen, hvorefter han forklarede årsagen til uheldet. Efter sigende gled bilisten i noget grus, som medførte, at han mistede kontrollen over sit køretøj, hvorefter han kørte ud i grøften. Betjentene kunne dertil konstatere, at der tilsyneladende ikke var tale om påvirket kørsel, og at ingen færdselslove var brudt i forbindelse med uheldet.