Solsikker med vejledning til hele Aars

Af Ture Damtoft, Fredag, 29/05/2020 14:13

AARS: - Aars skal blomstre af solsikker overalt.

Det mener idémagerne og initiativtagerne Lone Stubberup og Thomas Jensen, som på rekord kort tid har fået hele Handelsstandsforeningen og en masse borgere med på idéen.

I al sin enkelthed går den ud på, at alle husstande skal modtage fire solsikkefrø, som forhåbentlig skal spire og blive til smukke solsikker, som kan pynte i butikker, vindueskarme, altaner og hvor man ellers har lyst til at placere dem.

- Lone fik den mega fede idé ud af ingenting og så er det bare om at bakke 100 procent op. Folk står klar til at hjælpe, og når vi står sammen, kan vi opnå en masse, siger Thomas Jensen.

I alt 4000 kuverter med fire frø i hver bliver delt ud, og der mangler kun nogle få ruter, inden alle postkasser er blevet nået.

- I går var der to, som spurgte, om vi havde brug for hjælp. Den er kommet fra alle sider, og jeg måtte sige nej tak, for vi har fået dækket alle ruterne ind. Også takket være Aars Håndboldklub, som har været med til at dele kuverterne ud, siger Lone Stubberup.

Hjælp til plantning

For dem der ligesom journalisten ikke har de grønneste fingre, er der hjælp at hente.

Byens Blomster i Himmerlandsgade har åbent for selvbetjening hver weekend - nu kommer der et lille hjørne, hvor man kan hente et "starter kit" og læse en vejledning om såning og pleje at solsikker.

Det besluttede ejer Jannie Nielsen meget hurtigt, da hun vendte det mulige problem med initiativtagerne.

- Jeg laver et lille hjørne, hvor alle, som har brug for lidt hjælp, kan komme og hente det nødvendige. Det var en nem beslutning, for vi har alle en mulighed for at være med, stå sammen og hjælpe Aars, siger Jannie Nielsen.

Start-pakkerne er klar fra i morgen lørdag, 30. maj og koster ikke noget. Hvis man lægger vejen forbi i pinsen, lover Jannie Nielsen, at der nok skal være andre blomster og planter at vælge imellem, de er dog ikke gratis.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"