Sommerens udstillinger i Tinghuset er åbnet

Mandag, 29/06/2009 21:58

Mandag aften åbnede Nibe Museum og Kulturelt Samråd i Nibe hver sine sommerudstillinger. Det skete som så ofte før ved en fælles fernisering og reception, hvor flere end et halvt hundrede lagde vejen forbi Tinghuset for at overvære præsentationen. Formand for Lokalhistorisk Forening Jan Dalsgaard bød velkommen og opfordrede de fremmødte til at studere de opbyggede udstillinger, ligesom han understregede at udstillingerne er dagligt bemandet.
Museets sommerudstilling i den tidligere retssal på Tinghusets førstesal er opbygget af Nibe Museums frivillige medarbejdere, som hver uge året rundt lægger kræfter i at museets arkivalier med mellemrum kommer til publikums kendskab.
Sommerens udstilling på Nibe Museum er under temaet »Dagligdagen i det gamle Nibe«, og her vises bl.a. en original skydepram, bemandet med en jæger og alt nødvendigt tilbehør. Incl. de vigtige »kasser« – én til jagtpatroner og én til madpakken! Udstillingen viser også andre sider af dagligdagen, bl.a. en vaskedag med gamle vaskeremedier, en særudstilling med lysestager og med bl.a. gamle køkkenredskaber.
Kulturelt Samråd har på Galleri Tinghuset en dobbeltudstilling med glaskunstneren Lone Haghedorn og »Fru Prang«, alias Birgitte Pram, der udstiller malerier med humoristiske og »finurlige« motiver.
De to kvinder udstiller sammen under navnet »Kvinder på spring«.
Også denne udstilling er dagligt åbent sommeren igennem.
Nibe Avis, 29. juni 2009

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"