Sommermusik i Aars - Koncerter under tag med tegl tegner til at blive en succes
Af Ture Damtoft, Onsdag, 10/07/2024 09:00
AARS: Uden det nye Kimbrertorv havde der sandsynligvis ikke været sommerkoncerter i Aars sidste weekend og igen på lørdag, hvor vejrudsigten er decideret skummel, dyster og rigtig træls ud.
Men takket være tag over hovedet og lidt beskyttelse for vinden i siderne tror handelschef Jesper Nielsen på, der nok skal komme et publikum, ligesom der gjorde til Gert Degn fredag og Souvenirs lørdag.
- I betragtning af at vejret var lidt træls, gik de to koncerter godt. Der kom væsentligt flere, end jeg havde regnet med i det vejr, og folk var gode til at tage et tæppe eller en pude med, så de kunne holde varmen. Til koncerten med Michael Hausted fredag ser vejrudsigten fin ud. Til Mads Toghøj lørdag, og han plejer at trække godt med publikum, er det igen rigtig træls, men nu har vi jo overdækningen og kan sagtens holde koncert, siger Jesper Nielsen.
Den indtil videre noget våde og lidt varme sommer prøvede han også sidste år, hvor han lykkedes med at overraske et af de bookede bands.
- Jeg ringede til dem for lige at høre, hvornår de kom. De troede jeg ringede for at aflyse, men det er ikke nødvendigt mere. Og kunstnerne er selv begyndt at ringe. De har fået øje på, at vi er lidt ved musikken i Aars, og vi har et godt og flot sted til at holde koncerter, siger Jesper Nielsen, der lige har sagt ja tak til en slagstøjstrio fra Aalborg Symfoniorkester, der tilbød at give koncert i august.
Nu kan publikum også igen få lidt godt til ganen, og efter koncerten på Kimbrertorvet fredag flytter Anette Kold festen ned til Frk. Kold, for hun blev også ringet af en artist, der gerne vil give koncert i Aars.
- Det er Gert Bjørsted, og han vil spille i fem timer hos os. Han spiller alt muligt og lægger virkelig op til, at publikum synger med, så det håber jeg et fuldt hus vil gøre, siger Anette Kold.
Ordet er dit