Spadestik, storkekonger og sommersjov i Vegger

Onsdag, 17/06/2009 00:37

Programmæssig var der ingen slinger i valsen. Dagen startede med en kop kaffe og et rundstykke til de morgenfriske, hvorefter pladsen og boderne åbnede for større og mindre indkøbskup. Medarbejderne i Rottehullet havde dagen igen travlt med at servere mad og drikke til gæsterne.
Første store programpunkt, set med lokale briller, var spadestiksindvielsen for den kommende lethal, med borgmester Jens Lauritzen i spidsen.
Vesthimmerlands borgmester sagde blandt andet, at han har fulgt projektet igennem længere tid, og faktisk før kommunesammenlægningen fandt sted.
Lethals-projektet er efter lange og mange drøftelser undervejs nu fulgt til dørs af et enigt byråd med hensyn til økonomisk støtte. Lokalt har der været arbejdet intens for at få lethallen op at stå. Ikke mindst har Tommy Trads været en primus motor for at få byggeriet i gang.
Tommy Trads’ indsats var en af mange grunde til, at han blev valgt til Storkekonge 2009. Forud for kåringen kunne Storkekonge 2008, Ytting Nielsen, afsløre nogle af detaljerne bag Årets Storkekonge:
”Du har lange ben, og årets storkekonge har ofte brugt sine lange ben på stadion, du har humor og har vel udviklet sin helt personlige stil inden for dilettant og revy, ligesom du med dit rolige væsen er en god ambassadør for Vegger”.
Efter behørige klapsalver og de obligatoriske forfriskninger i ølteltet til kongerækken, fortsatte heste- og storkefesten med blandt andet To Fag Frem, inden man kunne udtrække vinderen af årets nittegevinst. Det blev Martin Thorhauge, der vandt ponyen, en lille charmerende hingst på ca. 130 cm. og 1 år gammel og en blanding mellem en fjordhest og en haflinger.
Den årlige Vegger Heste- og Storkefest sluttede med spisning og dans til ud på de små timer. Allerede tidlig søndag formiddag var en lang frivillige i gang med at rydde op og pille det store festtelt ned.
Nibe Avis, 17. juni 2009

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"