Sponsorløb for ny legeplads

Onsdag, 07/10/2015 17:03

Mange elever havde forinden tegnet sponsorkontrakter, og på en afgrænset rute var det så med at køre så mange omgange som muligt.

 

Samtidig med at cykelløbet blev afviklet var der løb på sportspladsen bag skolen. Her drejede det sig også om, at løbe så mange omgange som muligt i den afsatte time, som sponsorløbet varede. Løbeiveren var stor, og forældre og pårørende var flinke til at heppe og bakke op om løbet.

 

Hvis energien hos løberne og cykelrytterne var ved at slippe op, var der mulighed for at gøre et stop ved ét af de depoter, der var arrangeret i dagens anledning. Her kunne man blive tanket op med vand, frugt, slik og andre ”energitilskud”.

 

Sponsorløbet foregik ved spisetid. Der var derfor arrangeret mulighed for forældrene at købe take-away-mad med hjem til de sultne poder efter cykelløb og løb. Maden, som bestod af pastasalat var om formiddagen blevet tilberedt af en gruppe elever, og heldigvis var forældrene flinke til at købe.

 

Arrangementet sluttede med, at der blev trukket lod om en række sponsorgaver, og gevinstchancen var vist lidt større end normalt, idet der var rigtig mange gaver til lodtrækningen. Ligeledes blev der uddelt præmie til den bedst udklædte løber og cykelrytter.

 

Med arrangementet er Vester Hornum skole nu kommet et skridt nærmere en legeplads. I alt indbragte sponsorarrangement ca. kr. 26.000.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"