Spring i uhygge

Tirsdag, 03/11/2015 11:06

Ø. HORNUM: Temaet i år var selvfølgelig halloween, og instruktører og hjælpeinstruktører stod klar til at give gymnasterne en uhyggelig aften til Spring i uhygge. Spøgelser, skeletter og andre uhyggelige skabninger var samlet.
Aftenen startede med fælles opvarmning, så alle var klar til kolbøtter, håndstand og trampolinspring. Efter en time med sved på panden, blev det tid til en frugtpause.
Alle gymnaster blev delt op i hold og videre gik det til ”Græskarløbet”, en tur rundt i hallen på forskellige poster - alt var i uhyggens tegn.
De mange gymnaster besøgte bl.a. græskargrotten, hvor hvert hold udskar to græskar, heksens hule, med bl.a. følekasser, fyldt med ”u”lækre ting. Den værste kasse, med en rigtig fisk, gav kuldegysninger og hvin fra de fleste gymnaster.
Edderkoppens net skulle forceres ved hjælp af samarbejde. De store måtte løfte de små igennem nettet, for at komme væk fra edderkoppen og videre til det forfrosne fugleskræmsel. Her skulle to fra holdet klædes på med så meget tøj som muligt på 3 min. og så videre til den forbudte skov, en forhindringsbane i et væld af gymnastiske redskaber. Fra hver post fik gymnasterne en ting med videre, så de til sidst kunne lave de flotteste græskar lygter.
Derefter var der natmad til de trætte gymnaster fra 0.-4. kl. Lækre pizzasnegle og pølsehorn blev fortæret, og derefter blev de yngste spøgelser og skelletter puttet med godnathistorie.
De store begav sig på natløb for at hjælpe detektiven med at finde frem til forbryderen. Der lød skrig i byen, når grupperne blev fanget af tyvene, som også befandt sig mellem de mange poster. Forbryderen blev fundet og så blev det de ældste gymnasters tur til at nyde natmaden inden sovetid.
Næste morgen var der fælles morgengymnastik for alle gymnaster og forældre, som kunne hente de glade men trætte børn.
Gymnastikudvalget takker de dygtige instruktører og hjælpeinstruktører, som stod for Spring i uhygge samt for den store opbakning fra gymnaster og forældre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"