Stærk sejr til Aars damer over ubesejret tophold

Af Ture Damtoft, Torsdag, 28/05/2026 08:48

FODBOLD Jyllandsserien damer
Aars IK - VSK
2 - 0 (1 - 0)

Aars IK Jyllandsserie damer sendte topholdet fra Vejlby Skovbakken hjem uden point efter en fortjent 2-0-sejr i en intens kamp med masser af fight og flot spil på Sparekassen Danmark Arena.
Efter en sikker pokalsejr til Aars onsdag ventede der mandag eftermiddag en markant større udfordring, for Aarhusianerne havde inden opgøret kun afgivet point i to uafgjorte kampe. Heriblandt 0-0-kampen mod Aars tidligere på sæsonen i Aarhus.
- Følelsen efterfølgende var, at vi havde fortjent mere. siger Aars træner René Carøe.

Fuldt udbytte
Denne gang lykkedes det at få fuldt udbytte.
Kampen begyndte forholdsvis afventende, men efter det første kvarter begyndte Aars gradvist at overtage initiativet.
Det gav resultat efter 15 minutter, da Karoline Carøe flot sendte bolden i nettet med venstrebenet fra kanten af feltet til 1-0.
Målet gav yderligere energi, og resten af første halvleg havde Aars styr på kampen. Der blev skabt flere gode muligheder for at udbygge føringen, men trods fine angreb stod der fortsat 1-0 ved pausen.
Også efter pausen var det hjemmeholdet, der sad på det meste af spillet. Intensiteten var høj, duellerne blev vundet, og arbejdsindsatsen var imponerende over hele banen.
Flere gange var holdet tæt på at lukke kampen, blandt andet da Cathrine Larsen afsluttede tæt forbi målet efter en flot solotur, og senere da Agnete Odgaard ramte stolpen.
VSK kom også frem til et par muligheder i anden halvleg, men Victoria Rask Bak leverede en vigtig redning i Aars målet, og på gæsternes største chance blev bolden sendt over mål.
Selvom spændingen levede til slutminutterne, virkede det aldrig for alvor som om, at hjemmeholdet mistede kontrollen over opgøret.
I overtiden faldt den afgørende scoring. Et skarpt slået frispark fra Signe Olesen blev headet i eget net af en VSK-forsvarer, og dermed var sejren definitivt sikret.
- Sejren blev grundlagt på både stærk organisation, høj intensitet og stor vilje i alle spillets facetter. Samtidig blev der i perioder vist rigtig flot spil, som giver optimisme frem mod de kommende kampe i jagten på endnu en sæson i Jyllandsserien, siger René Carøe.

6-7 point mere tak
Karoline Carøe blev kåret som kampens spiller efter en imponerende indsats med både scoring, stærkt duelspil og flere gode dybdeafleveringer til offensiven.
Kampens måske hyggeligste detalje kom dog først efter slutfløjtet.
- Vores U7-drenge skulle lave indløb med serie 1-herrerne, men inden da deltog de lige i pigernes fælles sejrssang ude på banen. Det lød ekstra godt med sådan et stort kor af drengestemmer til at bakke op, så stor tak til dem for hjælpen, siger René Carøe.
Han og spillerne kan se frem til massiv opbakning i næste kamp lørdag, 30. maj mod Grenaa. Samme dag er der Matchday i Aars IK med flere end 70 hjemmekampe, og der ventes derfor masser af liv og aktivitet på stadion hele dagen.
Med sejren ligger Aars lige under nedrykningsstregen i rækken men med kun to point op til nummer tre, så tæt som det næsten kan blive.
Og Aars spiller kun hjemme i de fire resterende kampe, så der skulle være mulighed for at få de seks eller syv point, der sandsynligvis giver en sæson mere i Jyllandsserien.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"