Støjberg åbner udstilling af veterantraktorer i Aars - Jubilæum, temaer og foredrag over to dage i messecenteret

Af Ture Damtoft, Onsdag, 22/01/2025 08:00

AARS: Messecenter Vesthimmerland i Aars afvikler i weekenden den traditionelle Veteran Traktor Udstilling.

Et samarbejde med Motor og Traktor Klubben ”Jylland”´s Region Himmerland der gennem mange år har budt på uforglemmelige weekender for traktor- og maskinentusiaster.

I år er ingen undtagelse.

- Der skal fejres flere vigtige temaer. Herunder 60 års jubilæum for David Brown traktorer, de legendariske Dronningborg mejetærskere og ikke mindst de klassiske Porsche traktorer, som også vil være i fokus på udstillingen, siger formand for udstillingen Jens Ole Kuch Christensen, Vognsild, der selv har en imponerende samling af veterantraktorer.

Udstillingen åbnes officielt af formanden for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, der blandt andet vil tale om de traktorer og andre landbrgusmaskiner, der har spillet en central rolle i udviklingen af landbruget, og hvordan de stadig er relevante i dag.

- Vi skal jo have en interessant åbningstale, og Inger Støjberg er jo meget aktuel i tiden. Det er et nyt parti og hun har fået en masse stemmer her i området, så bestyrelsen besluttede at invitere hende. Vi spurgte hende også sidste år, men der kunne hun desværre ikke, så nu glæder vi os til at få besøg i år, siger Jens Ole Kuch Christensen.

Tre temaer
David Brown traktorer er kendt for deres pålidelighed og tekniske innovationer, og på messen markeres 60-års jubilæum for den første David Brown traktor i Danmark, der blev introduceret i 1965.

David Brown blev hurtigt anerkendt i landbruget for styrke og alsidighed, og udstillingen vil præsentere et væld af modeller fra de første tidlige traktorer til de mere moderne udgaver. Besøgende får mulighed for at opleve den imponerende udvikling af disse ikoniske maskiner.

Et andet ikon i dansk landbrug er Dronningborg mejetærskerne, og udstillingen vil også fejre en af Danmarks mest kendte landbrugsmaskiner.

Dronningborg Maskinfabrik, grundlagt i 1940erne, spillede en afgørende rolle i at revolutionere høstteknologien i Danmark og på eksportmarkederne.

På udstillingen vil flere originale Dronningborg mejetærskere være udstillet, og besøgende kan få et indblik i, hvordan denne danske innovation satte standarden for moderne høstmaskiner, indtil produktionen lukkede i 1997.

Porsche traktorer, som også er et af årets temaer på udstillingen, har en fascinerende historie. Ferdinand Porsche, som senere blev berømt for at skabe Volkswagen, var tidligt ude med at udvikle traktorer, og hans første eksperimenter stammer allerede fra Første Verdenskrig. Efter krigen fortsatte han med at udvikle traktorer, og i 1950erne blev Porsche traktorer en realitet. I 1956 indgik Porsche og Erwin Allgaier et samarbejde, og det resulterede i, at Allgaier købte Porsches traktorafdeling og videreudviklede maskinerne under navnet Porsche. Besøgende vil kunne se flere Porsche traktorer på udstillingen, som har haft stor indflydelse på landbruget.

Interessante foredrag
Hvis synet af traktorerne og mejetærskerne skærper nysgerrigheden på at lære lidt mere, bliver der mulighed for det ved en række foredrag.

MTKJs redaktør af klubbladet Svinghjulet, Henning Jensen, vil være til stede begge dage og dele sin omfattende viden om Porsche traktorer, og give dybdegående præsentationer af traktorernes historie, tekniske fremskridt og deres indflydelse på landbruget.

Carsten Sørensen fra Sørensen & Lynggaard indtager også talerstolen på udstillingen, hvor han deler ud af sin viden om David Brown.

- Vi får også besøg af Jens Sam, fhv. udviklingschef på Dronningborg Maskinfabrik, der fortæller historier og anekdoter om den dansk producerede mejetærsker fra Randers, siger Jens Ole Kuch Christensen.

Stumpemarked
- Traditionen tro indretter vi også et stort stumpemarked på udstillingen. Her bydes på alt fra gamle rustne plovskær til helt nye dele til traktorer og maskiner, modeltraktorer, legetøj, graverede glas, og bøger og manualer til og om veterantraktorer, siger Jens Ole Kuch Christensen.

Der bliver stande på udstillingen som fortæller om andre foreninger og museer bl. a. Levende Landsby Vesterbølle og Herregården Hessel.

På Veteran Traktorudstillingen plejer der at komme rigtig mange lokale gæster, men det er også blevet et traditionelt mødested for veterantraktorentusiaster fra hele landet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"