Større sko til Region Nordjylland

Lørdag, 22/08/2009 11:12

Læserbrev til Nibe Avis

Af KRISTIAN ANDERSEN, folketings- og regionsrådskandidat (V), Johs. V. Jensens Vej 40, Aalborg SV, og
NIELS MAUL KNUDSEN, byrådsmedlem (V) og næstformand i udvalget for sundhed og bæredygtig udvikling, Skovridervej 4, Mou

Region Nordjylland dumper på anstændighed, når man afviser at betale for kræftpatient Ernst Hvidbergs succesrige behandling mod lungehindekræft i England.

Den 55-årige mand fra Storvorde har gennemgået en succesrig operation hos en af Europas førende kirurger inden for lungehindekræft, frem for at tage imod et tilbud om operation for den sjældne sygdom på Rigshospitalet, hvor man ikke kunne love den samme sikkerhed og efterfølgende livskvalitet og arbejdsevne.

Operationen i England var netop skånsom og forbundet med større sikkerhed for livskvalitet og arbejdsevne. Og udgiften stort set den samme. Alligevel afviser Region Nordjylland nu at betale behandlingen af Ernst Hvidberg.

For os er Ernst Hvidbergs eksempel desværre endnu et bevis på, at Region Nordjylland går i meget små sko, når man møder kræftsyge mennesker.

Tidligere så vi eksemplet med kræftpatienten Svend Krogh, som også blev nægtet regional finansiering af behandling på et privathospital – på trods af, at regionen havde meddelt, at man ikke selv kunne sikre Krogh den nødvendige behandling inden for Sundhedsstyrelsens tidsfrist.

Det er uanstændigt, at man behandler syge mennesker på denne måde. Lad os give Region Nordjylland større sko – og sikre kræftpatienter en mere menneskelig behandling. Lad os sikre et nyt flertal i Regionsrådet, som sætter mennesker over systemer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"