Største anlægsbudget nogensinde i Vesthimmerland

Af Torsten Hansen, Fredag, 25/09/2020 14:40

Alle partier med i budget og alle er tilfredse med resultatet

VESTHIMMERLAND: Helt som ventet blev byrådsmedlemmerne i Vesthimmerlands Kommune enige om et budget for 2021 og årene frem til 2024. Alle partierne udtrykte glæde over, at det foregik i en god ånd. Men trods det forholdsvis lette budget, så forhandlede byrådspolitikerne helt til kl. 02 natten til fredag, og fortsatte tidligt fredag morgen, så der var ikke tid til meget søvn.

- Vi har besluttet at have det største anlægsbudget nogensinde i Vesthimmerland, sagde borgmester Per Bach Laursen (V) i sin indledning.

Blandt de mange anlægsudgifter er svømmecentret i Aars, en udvidelse af Gislumvej mellem Aars og Østrup, igangsættelsen af lystbådehavnen i Løgstør, vejomlægning i Farsø, sundhedshus i Farsø, overdækning af Kimbrertorvet i Aars, udvikling ved lystbådehavnen i Hvalpsund og udvikling af Aalestrup Friluftsbad med en bæredygtig svømmesø og vinterbadningsfaciliteter i sammenhæng med det nuværende friluftsbad.

- Budgettet er historisk. Det er første gang vi ikke laver serviceforringelser, fastslog Palle Jensen (S).

- Vi har haft fokus på folkeskolen. Derfor glæder det os, at der sker en styrkelse af læsefærdighederne og matematikfærdighederne i indskolingen, indskød Henrik Dalgaard (C).

Han glædede sig også meget over de aktiviteter der sættes i gang ved friluftsbadet i Aalestrup og støtten til handelsstandsforeningerne.

Læs mere i Aars Avis på onsdag.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"