Stadig chance for at støtte Aars Knækker Cancer

Af Ture Damtoft, Lørdag, 26/10/2019 15:13

AARS: Der er lidt under en time, så er det slut med indsamlingen til Aars Knækker Cancer.

Sidste chance er Aars Håndboldklubs indsamling gennem salg i af lodsedler i Idrætscenter Østermarken.

Ovre i Messecenter Vesthimmerland sidder Brian Otte og Søren Rigborg fra Aars Knækker Cancer og tæller sammen, nu hvor alle Aars Knækker Cancer rørene er blevet solgt.

Begge får lidt grøde i stemmen, når de fortæller om opbakningen til årets indsamling.

- Det er jo helt vildt, som folk har bakket op. Alle fra børnene til bedsteforældrene, virksomhederne, butikkerne, alle der har købt rør... Jeg fik så kæmpestor en klump i halsen, da medarbejderne på Auto Aars lige pludselig afslørede at de også lige gav 10.000 kroner, da vi var derovre, siger Brian Otte.

- Det er så givende for os i hvert eneste minut, vi har brugt på det her. Vi har mødt så positiv en opbakning fra hele byen. Der er tre i min nærmeste familie, som har kræft, og det giver så meget mening at være med til den indsamling, siger Søren Rigborg.

Hele gruppen bag Aars Knækker Cancer samles i aften for at se Knæk Cancer showet, hvor man også kan høre det samlede resultat fra årets Aars indsamling.

- Vi er mere end godt tilfredse, og jeg kan godt afsløre, at vi kommer over beløbet fra sidste år, siger Brian Otte.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"