Stafet i anlægget og DJ på torvet i Aars lørdag

Af Ture Damtoft, Fredag, 12/06/2026 12:31

AARS: I anlægget er der Stafet for Livet fra lørdag formiddag, og samtidig fejrer DJ Peter Christensen sin fødselsdag på Kimbrertorvet, hvor han spiller musik i et par timer. 

- Det har jeg snakket med Stafet for Livet om, og de kommer også lige over og hilser på. Så kan jeg sende stafetten videre over til anlægget, siger Peter Christensen. 

Musikken bliver ikke mindst fra 80erne, og den første single, han købte, Bette Davis Eyes bliver helt sikkert sat på.

Der er også en forkærlighed for ABBA, så de bliver helt sikkert også spillet, og så løfter han sløret for nogle store planer. 

- Jeg vil lave et ABBA bankospil, hvor præmien er en tur med ledsager til ABBA Voyage showet i London. Hele overskuddet skal gå til Knæk Cancer, det skal være i hele Danmark plus Færøerne og Grønland og jeg har snakket med SAS om en flyafgang. Det vil jeg fortælle lidt mere om, når jeg spiller ABBA, som har et vanvittig godt bagkatalog, siger Peter Christensen. 

Hvor han vil samle ind til Knæk Cancer, samler Stafet for Livet ind til Kræftens Bekæmpelse, og det bliver nok et godt resultatet i år, for der er 200 flere tilmeldte end sidste år. 

- Der har været opbakning fra hele Vesthimmerland, og når vo er så mange, der har lavet et stort forarbejde, er det altid fantastisk, når det kører og alting er igang. Og så håber vi selvfølgelig at samle så mange penge ind som muligt til det vigtige arbejde med at bekæmpe den sygdom, siger formand for Stafet for Livet, Jens Chr. Pedersen. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"