Stemmeprocenten faldt i Vesthimmerland

Af Torsten Hansen, Torsdag, 06/06/2019 11:32

VESTHIMMERLAND: Stemmeprocenten ved folketingsvalget så længe ud til at blive højere denne gang end sidst. Men det endte lige modsat.

Stemmeprocenten sidste gang var 83,38 i Vesthimmerland, men i år landede den på 80,97.

Årsagen til tilbagegangen kan være svær at finde.

- Jeg tror det hænger lidt sammen med valgdatoen. Det er måske ikke så godt at holde valget på en dag, hvor de fleste har fri, siger borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune.

Han var længe selv overbevist om, at stemmeprocenten ville blive højere. Han var i løbet af dagen rundt på samtlige valgsteder og kunne se, hvor godt det gik

- Det så rigtig godt ud. Indtil ved 14 til 15 tiden troede vi på fremgang. Men det ebbede ud, og sidst på dagen var der meget stille, fortsætter han.

Muligvis kan sammenfaldet af grundlovsdag og den tilstødende pinse have fået mange til at tage på ferie, og derfor ikke være hjemme til at stemme. Det skulle så påvirke antallet af brevstemmer. De var faktisk højere end tidligere.

Ud over at være lidt ærgerlig over den lavere stemmeprocent, så glæder borgmesteren sig over hans eget partis fremgang.

- Vi fik faktisk en tredjedel af stemmerne lokalt, så det er jeg meget tilfreds med. Jeg må også sige, at det blev et flot valg til Marie Bjerre. Det er usædvanlig godt gjort af hende. Jeg har en kæmpe respekt for hendes indsats, fastslår Per Bach Laursen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"