Stille og sikker genåbning i Aars

Af Ture Damtoft, Torsdag, 16/04/2020 10:48

AARS: Børnehaverne i Aars var langtfra fulde, da de onsdag, 15. april genåbnede efter en måneds stilstand og stilhed.

Ifølge tal fra skole- og dagtilbudschef i Vesthimmerlands Kommune, Anders Norup, var der 18 af 68 børn i børnehaven Troldhøj, 19 af 48 på Mejsevej og 22 af 71 på Bakgården.

I dagplejen var der 185 af 343.

Det lave antal har et par forklaringer, især at Aars Skole åbner fredag og Østermarkskolen på mandag.

- En af årsagerne er, at har børnene en storesøster, som først skal starte mandag, så holder man det mindste barn hjemme indtil da, fordi forældrene alligevel skal være hjemme for at passe storesøster, siger Anders Norup.

Han forventer at børnetallene i både børnehaver, dagplejen og på skolerne stiger langsomt, efterhånden som forældrene oplever, det går godt med genåbningen, og de selv skal på arbejde i takt med, at Danmark bliver åbnet mere op.

Dermed erkender skole- og dagtilbudschefen, at der for visse forældres vedkommende er en skepsis i forhold til sikkerheden. Han understreger, at alle retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen bliver fulgt.

- Der er opdeling af klasserne, fokus på hygiejnen og sat ekstra personale ind, hvor det har været nødvendigt. Så er det op til forældrene at vurdere, om det er trygt, men vi lever op til retningslinjerne, siger Anders Norup, der indtil videre kun har modtaget positiv respons.

- De ledere, jeg har talt med, fortæller, at det er gået rigtig godt. Jeg har ikke modtaget nogen vrede henvendelser fra forældre, og lederne fortæller, at forældrene har været glade og tilfredse med forholdsreglerne, og at børnene har glædet sig til at komme i børnehave igen, siger Anders Norup.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"