Stor aktivitet og "chicken run" ved idrætsugen i Blære

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 31/07/2024 07:00

BLÆRE: Selv om det foregik i idrætsugen, så var det ikke de fysiske færdigheder der var afgørende ved den folkelige aktivitet "Blære Dysten" fredag aften på Blære Stadion. I stedet var der brug for klogskab og livserfaring, som speaker ved dysten, byrådsmedlem Inger Nielsen sagde ved indledningen til arrangementet.

"Blære Dysten" er en årlig tilbegevendende begivenhed i idrætsugen, hvor otte mands hold dyster i forskellige discipliner. Holdene tilmeldte sig gadevis, og der var deltagelse fra Lyngholmvej, Oustrupvej, Bl. Blærevej "by", Skolevænget, Ravndalvej og et blandet hold, som blev sammensat et par minutter før dysten begyndte på Blære Stadion.

Et udvalg havde tilrettelagt disciplinerne. Det var alt fra fodbold på benmål til chickenrace, byg et tårn, spaghetti stafet, vanddyst, quiz og tæppehop. Holdene var i topform, og med Inger Nielsen som indpisker blev der dystet til den store guldmedalje foran et publikum af store og små fra Blære og omegn, som havde fundet vej til stadion for at hygge sig og se på.

"Blære Dysten" var et af mange arrangementer i idrætsugen. Der blev løbet og kørt cykelløb, og der var Blære Revy i forsamlingshuset, hvor årets "skandaler" og pinlige episoder i Blære og omegn blev genstand for publikums latter. Desuden var der havetraktortræk, bilorienteringsløb, ølsmagning og forskellige turneringer i fodbold, petangue og dart.

Blære Idrætsuge sluttede med en stor fest i teltet på stadion, hvor også "Årets BIF'er" og "Årets Junior BIF'er" blev hædret.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"