Stor fremgang på spillersiden i Aars IKs seniorafdeling

Af Torsten Hansen, Onsdag, 07/08/2019 07:00

Tilgang til førsteholdet og nyoprettet Serie 5 hold

FODBOLD: Efter en succesoplevelse for andetholdet som nu er tilbage i Serie 3, og med endnu flere lærepenge til de meget unge seniorspillere i Aars IK, der nu har fået en større indsigt i, hvad det vil sige at spille seniorfodbold, blomstrer klubben fortsat på medlemssiden.

- Ja, det ser super spændende ud på seniorsiden. For damesenior gælder det, at vi får flere spillere tilbage fra rejser ud i verden. Derudover får vi samtidig ny tilgang af spillere. Godt nok rykkede damerne fortjent ned i serie 2, men med den tilgang vi har fået, kan man godt forestille sig, at de kommer med i toppen af serie 2. Udover tilgang af spillere har vi desuden fået ny træner på dameseniorsiden. Det er centerchef René Carøe, der bliver ny dameseniortræner. Med René viderefører vi de traditioner, som han allerede har været med til at skabe i ungdomsafdelingen, hvor René indtil denne sommer har trænet U16 pigerne. På den måde sikrer vi os også, at de spillere vi får op fra U16 nemt kan gå ind på dameseniorholdet, da det er en træner, der ved, hvordan han skal integrere dem bedst muligt på holdet, siger seniorudvalgsformand Jakob Dyrman.

- For U19 fortsætter vi konstellationen med Morten Freundlich og Kenneth Nyholm som trænere. Her er ambitionen, at de nye dygtige U17 spillere hurtigt bliver integreret på holdet, og at man jagter så mange sejre som muligt i U19, fortsætter han.

Som noget nyt i klubben startes et tredjehold op i serie 5.

Aars IK havde dog et serie 5 hold i foråret, men det var et lukket hold bestående af en fast stamme fra de forskellige ungdomsuddannelser med mere. Spillere som gerne ville træne for sig selv, eller som måske slet ikke ønskede at træne.

- Det hold åbner vi nu op, så det bliver fuldt ud integreret i klubben, og hvor det er meningen at de spillere, der kan have svært ved at spille sig på andetholdet, er sikre på at kunne få kampe på tredjeholdet. Holdet vil blive varetaget af tre unge spillere, der ikke nødvendigvis selv skal spille på dette hold. De tre bliver Daniel Nøhr, Michael Jørgensen og Laust Norup, forklarer Jakob Dyrman.

For andetholdet i serie 3 laves en enkelt ændring, idet Michael Laden har trukket sig grundet arbejdsmæssige årsager.

- Heldigvis fortsætter Michael i seniorudvalget, hvilket vi er glade for. På trænersiden betyder det, at Morten Freundlich overtager andetholdet alene. Tidligere havde han og Michael nemlig en delt trænerfunktion, lyder det fra seniorudvalgsformanden.

For førsteholdet, der også spiller i Serie 3, er der tilgang af flere spillere.

- Simon Ipsen vender hjem til Aars, hvilket vi er vanvittig glade for. Hans fodboldmæssige forstand og indsigt samt erfaring, er der et stort behov for på det meget unge førstehold. Derudover får vi flere spillere tilbage, der har været væk fra førsteholdet af forskellige årsager, og derfor ikke har kunnet træne særligt meget. Det drejer sig om de to topscorere Rasmus Poulsen og Mikkel Juul, som begge ryger tilbage i førsteholdstruppen, nu de begge har mulighed for at træne igen, siger Jakob Dyrman.

På trænersiden sker der ingen ændringer, her er det fortsat den lokale unge træner Allan Leander Mikkelsen, som står i spidsen for det unge hold.

Derudover har Aars IK tilknyttet André Dalberg som fysisk træner på herresiden i seniorafdelingen. Det betyder, at der på tværs af årgange og hold vil være mulighed for André Dalberg, at arbejde med spillerne på områder, hvor det måske halter for den enkelte spiller.

- Desuden kommer man nok også til at se, at André vil være at finde på bænken hos de forskellige hold i det omfang, det er relevant og nødvendigt, vurderer Jakob Dyrman.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"