Stor interesse for en cykelweekend i 2019

Af Thorkil Christensen, Mandag, 03/12/2018 11:52

CYKELLØB: - Hold da op, hvor er vi privilegerede, siger løbsarrangør Mogens Kristensen omkring den udenlandske interesse for Den Nordvestjyske Cykelweekend, der afvikles i Aars og Skive første weekend i maj næste år.

Udtalelsen kommer som en reaktion på mange henvendelser fra udenlandske hold, som gerne vil til Danmark og køre de efterhånden "klassiske" cykelløb.

- Vi har fået så mange ansøgninger, at vi i princippet ikke behøver at sende invitationer ud. Det gør vi dog alligevel, da vi gerne vil have stærkest mulige felt. Vi vil også opfordre de danske teams til at tage kontakt til os, hvis de ønsker at køre løbene. I 2018 var der et par danske hold, der føst reagerede meget sent og derved ikke kom til start.

I løbet af december bliver det afgjort, om der kommer et tredje UCI-løb med samme weekend. Mogens Kristensen oplyser, at man er meget tæt på at lukke en aftale derom.

GP Himmerland Rundt afvikles i 2019 4. maj, mens "Rent Liv"-løbet i Skive afvikles søndag, 5. maj.

Et tredje løb vil få termin fredag, 3. maj.