Stumperne samles i messecentret i Aars

Af Torsten Hansen, Lørdag, 21/09/2019 07:00

Knap 300 stande med alt til 2, 3 og 4 hjulede køretøjer

AARS: Lørdag, 28. september vil man igen kunne se alvorlige mænd gå rundt i Messecenter Vesthimmerland med øjnene rettet nedad, og hænderne søgende rundt i kasser og trailere.

Denne lørdag er der stumpemarked i messecentret, og derfor kommer talrige - hovedsaglig mænd - for at kigge efter lige netop den stump, de mangler til den motorcykel, de er i gang med at genopbygge i garagen.

Der er knap 300 stande fordelt udover samtlige Messecenter Vesthimmerlands tre store haller. Hallerne er fyldt op med alverdens herligheder for alle der elsker sjove køretøjer på 2, 3 og 4 hjul. Der kan findes tonsvis af reservedele, tilbehør, vørktøj, modelbiler, emaljeskilte, litteratur og meget, meget andet.

Her vil være noget for enhver smag og pengepung.

Er du f.eks. på udkig efter en karburator til din Puch Maxi eller en brochure på din Morris 1000, en Ford Mustang som modelbil, eller en klassisk “æggeskal” styrthjelm, så kan du sandsynligvis finde det på Aars Stumpemarked.

På markedet opstår nye venskaber og gamle venskaber vedligeholdes, imens at hænderne bliver snavsede af at rode i kasser med gamle dele efter “guld”!

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"