Svømmecenteret i Aars lukker i seks uger - Epoxybelægning i tank skaller af

Af Ture Damtoft, Onsdag, 28/05/2025 08:00

AARS: Efter mindre end et års drift lukker Svømmecenter Vesthimmerland på Løgstørvej i Aars dørene torsdag, 3. juli.

Årsagen er en epoxybelægning i udligningstanken, der er skallet af over tid, så vandet nu er i direkte kontakt med beton.

- Det blev fundet til vores et års gennemgang af byggeriet, og det er heldigvis på garanti, så vi ikke får ekstra omkostninger, siger leder Jeppe Stecher Severinsen.

Udligningstanken sørger for, at vandniveauet i bassinet er konstant - jo flere badende jo mere vand i udligningstanken og omvendt.

Den skal nu tømmes og tørre helt ud, inden arbejdet med at lægge et nyt epoxylag kan begynde.

- Først skal betonen sandblæses, så skal der et nyt lag primer på og så epoxy. Det skal være helt tørt for hvert lag, og derfor tager det lang tid. Denne gang bliver der tilsat sand til primerlaget, så epoxylaget binder bedre, fortæller assisterende halinspektør Thomas Sørensen.

Alle brugere af svømmecenteret fik besked om lukningen tirsdag, herunder de 200, som har årskort.

- De får forlænget gyldigheden af deres årskort med et tilsvarende antal uger, siger Jeppe Stecher Severinsen.

Lukningen er for næsten hele sommerferien, og bliver det en solrig og varm sommer, vil det ikke betyde det store for omsætningen.

- Får vi regn og lave temperaturer, ville vi nok få travlt, men det skal gøres. Og så udnytter vi tiden til at få installeret en lille vandrutsjebane i børnebassinet og en metalbarre i terapibassinet, siger Jeppe Stecher Severinsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"