Signe Nøhr med partiformand Mona Juhl, der fredag var på besøg og rundvisning på Farsø Sygehus.
Svarer igen efter grov beskyldning i Aars
Af Ture Damtoft, Fredag, 14/11/2025 13:01
AARS: Umiddelbart efter debatmødet i Aars onsdag aften var Signe Nøhr ikke interesseret i, at der skulle skrives om det lidt voldsomme angreb på hendes person, der kom fra en tilhører.
Hun blev anklaget for decideret at have jublet, da hun sammen med et stort flertal i byrådet i juni 2023 stemte for at nedlægge skolerne i Ullits, Vester Hornum og Ranum.
Spørgeren nævnte specifikt Ranum Skole og beskrev en situation efter byrådsmødet, hvor Signe Nøhr skulle have jublet over beslutningen lige ved siden af to grædende skolebørn.
På podiet var ansigtsmimikken tydelig - Signe Nøhr, der er borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti, var mildest talt overrasket over beskyldningen.
Hun fik svaret, at hun slet ikke kunne genkende den beskrivelse, samt at skolelukningerne er den sværeste og mest ubehagelige beslutning, hun har truffet som medlem af byrådet i indtil videre tre perioder.
"Løgnehistorie"
Dagen efter og dermed efter at have haft tid til at tænke over det, valgte hun selv at skrive om episoden på sociale medier, hvor hun kun har fået positive svar og støtte.
Hun skriver blandt andet, at det var en "løgnehistorie", at angrebet var "motiveret af et andet parti" samt spørger om vi skal til at "diskutere politik på samme måde, som de gør i USA?"
- Det er tydeligt for mig, at historien ikke er sand. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Hvis jeg var kommet med nogen reaktion, havde jeg siddet lige så stille. Som jeg svarede spørgeren, er der ikke nogen politikere, der går ind i politik for at lukke skoler. Stemningen er dårlig, og man tager det med hjem, siger Signe Nøhr til Aars Avis.
Hun fortæller, at hun efter debatmødet talte med den mand, der beskyldte hende for at have jublet.
- Jeg går ned og snakker med ham, for jeg har aldrig hørt noget lignende. Min agenda med at snakke med ham er dels at forstå historien, og så prøver jeg at sige til ham, at hvis han oplever noget, der i hans perspektiv virker absurd, kan jeg godt forstå, man tænker, det er vildt usympatisk. Så siger jeg, hvis du oplever det igen, så prøv lige at spørge den politiker, om det virkelig er det, der skete. Men vi blev ikke enige, han var fuldstændig fast besluttet på, det var sådan, det var, fortæller Signe Nøhr, der ikke kunne lægge det fra sig, fordi hun følte sig angrebet på sin moral og medmenneskelighed.
Rykker selv grænser
Når hun så henviser til tilstande som i USA, er hun så ikke selv med til at rykke grænserne?
- Jo, det kan du sige. Jeg synes bare det, der er vigtigt for mig, er, at jeg ikke starter noget. Jeg forsvarer mig. Jeg var vred over, at det var det, der skulle fylde. Det gør det for mig, for jeg havde glædet mig til debatten, og jeg var træt af, at det var det, jeg skulle gå hjem med. Jeg bliver jo beskyldt for at være et uordenligt og dårligt menneske, og det berører mig. Det er jeg nødt til at reagere på, også i respekt for mig selv. Jeg håber jo med det her opslag, at så er den færdig, bum. Jeg har fået en forskrækkelse omkring tonen i valgkampen, og det tror jeg også andre partier har, siger Signe Nøhr.
Journalisten var selv til stede ved det omtalte byrådsmøde, og selvom man ikke kan have øje på alle 27 byrådsmedlemmer, kan jeg med stor sikkerhed sige, at der ikke var bare antydning af jubel hos hverken Signe Nøhr eller nogen andre i noget som helst parti.
Kommentarer
jørn bendixen
Er journalisten (Ture Damtoft) upartisk ? Læs egt. de sidste tre linier.
Ordet er dit