Sygehuset i Farsø mister lægevagten på hverdage

Af Ture Damtoft, Onsdag, 11/09/2019 09:00

Regionspolitiker kritiserer beslutning og plan om flere besparelser

VESTHIMMERLAND: Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Nordjylland har meddelt Region Nordjylland, at der fra 1. december i år ikke længere vil være lægevagt på hverdagsaftener i Farsø.

Begrundelsen er manglen på praktiserende læger og deraf følgende udfordringer med at dække lægevagten.

Region Nordjylland har foreslået alternative løsninger, men PLO har ikke fundet dem tilfredsstillende, oplyser regionen i en pressemeddelelse, hvor det dybt beklages, at serviceniveauet på Vesthimmerlands Sygehus falder.

I samme ombæring meddeler regionen, at skadeklinikken igen har almindelig åbningstid - men det slutter måske også snart.

For i budgettet for 2020 skal der spares mere, og her er skadestuen i Farsø i søgelyset.

Hele udviklingen kritiseres af regionsrådsmedlem og sygeplejerske Pia Buus Pindstrup (K), der igennem længere tid har advaret mod nedskæringer på sundhedsområder i Vesthimmerland.

- Det går, som vi havde spået, men jeg kan godt forstå lægerne, når de alligevel ikke har mulighed for at behandle patienten, fordi skadeklinikken er lukket om aftenen. Så er lægevagten en falsk tryghed. Men der ligger et besparingsforslag om at lukke skadeklinikken, så forringelsen af sundhedsvæsenet i Vesthimmerland fortsætter jo bare. Vi har i forvejen den højeste responstid i Nordjylland, så hvis man vil forbedre det, skal man stoppe med at skære. Jeg har både en faglig og politisk overbevisning om, at det er det rigtige, siger Pia Buus Pindstrup.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"