Syv sigtelser til 18 årig ved Aars

Af Ture Damtoft, Mandag, 26/05/2025 11:23

AARS: Et rutine stop klokken 2.08 fredag på Roldvej ved Aars resulterede i syv sigtelser til en 18 årig mand.

I sin personbil blev manden, der kommer fra Aalestrup, standset af politiet, og det ender med at blive en dyr omgang for ham.

Hvorfor, det lige var den bil, som skulle standses, kan muligvis forklares med, at den ikke var indregistreret og heller ikke forsikret, og patruljevognen havde ANPG - altså automatisk nummerplade genkendelse.

Det var de to første sigtelser.

Den tredje kom, da politiet kunne konstatere, at den 18 årige ikke havde førerret.

Derefter blæste han over det tilladte i alkometertesten og testede positiv for euforiserende stoffer, det resulterer med stor sandsynlighed i sigtelse nummer fire og frem, når resultatet af blodprøven, som blev udtaget, foreligger.

Politiet valgte også at ransage bilen, og her fandt de en mindre springkniv, og føreren kunne ikke umiddelbart redegøre for et anerkendelsesværdigt formål til at have den med.

Dermed sigtelse nummer seks i hus og slutteligt fandt politiet også lidt under et gram kokain, og besiddelse af det blev til sigtelse nummer syv.

- Det bliver en dyr fornøjelse, men præcist hvor meget afhænger af flere ting. Men det bliver 10.000 kroner bare for besiddelse af kniven, og det er, hvis det er første gang, siger politikommisær Jesper Fredsgaard ved Nordjyllands Politi.

Vesthimmerlands Avis har regnet sig frem til, at hvis alle overtrædelser er første gang, bliver bøden på minimum 18.250 kroner plus en netto månedsløn for spirituskørsel plus 1,21 gange en netto månedsløn for at køre med stoffer i blodet.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"