Tarteletter hjalp ikke: EU og grøn omstilling blev ikke et stort nummer i Aars

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 24/09/2025 07:00

AARS: Både oplysning og debat var udmærket, men der var ikke den store publikumsinteresse da Venstre, Europabevægelsen og LOF gennemførte et fyraftensmøde om "Grøn omstilling fra EU til Nordjylland" i Aars. Det foregik under overdækningen på Kimbrertoret i Aars, men kun et halvt hundrede mødte op på trods af, at der blev lokket med gratis tarteleter og drikkevaer til de første 100 personer.

Europaminister Marie Bjerre og EU-kandidaterne Jakob Dyrman (V) og Asser Mortensen (A) var trækplastre sammen med Nicklas Verne (C), Henrik Dalgaard (C), Asger Andersen (A) og borgmester Per Bach Laursen (V).

TV-journalist Per Jensen var moderator og ham var der brug for - der var nemlig ikke megen uenighed blandt paneldeltagerne om EU-samarbejdet og om, at det er nødvendigt med grøn omstilling. Men der blev anskuet forskellige måder til at drive f. eks. den grønne omstilling på.

Europaminister Maria Bjerre gav bolden op og fortalte, at det går godt med Danmarks EU-formandskab.

- Vi vil et stærkere EU med effektivitet og demokrati. Nogle tror, at Danmark er skeptisk overfor EU på grund af vore forbehold, men virkeligheden er, at vi med nye kontakter opbygger og gavner vores indflydelse på langt sigt, sagde Marie Bjerre.

Hun nævnte to hovedområder: En 2030-plan for EU-midler til forsvaret, og økonomi og konkurrenceevne i forbindrlse med den grøne omstilling. Alle lande taler om konkurrenceevne. Marie Bjerre slog fast, at det er i indeværende halvår, mens Danmark har EU-formandskabet, at det er vigtigt at få noget på plads.

Hun sagde også, at en embitiøs klimapolitik må gå hånd-i-hånd med erhvervslivet. Danmark går allerede forrest.

Per Jensen stillede spørgsmålet om vi er ambitiøse nok. Hertil svarede Jakob Dyrman, at vi i Danmark er mere end ambitiøse og blev understøttet af Marie Bjerre der oplyste, at flere lande ikke vil sætte et 2040-mål, bl. a. Frankrig, som har svært ved at investere i grøn omstilling på grund af stor gældsætning. Derfor er der modstand, og det fortæller, at det skal være en fordel for virksomhederne at investere i grøn omstilling, sagde hun.

Nicklas Verne var enig i udlægningen og sagde, at vi skal blive bedre til at anvende alle CO2-neutrale muligheder.

Asser Mortensen slog fast, at vi har en klimaudfordring, og at vi aldrig kan blive seriøse nok på dette felt.

- Men alle skal også kunne følge med. Her er udfordringen. Jeg tror, at vi nå i mål for vi er på rette vej, sagde han.

Jakob Dyrman nævnte, at Danmark har virksomheder der kan byde ind med løsninger med ny teknologi til afløsning af kulkraftværker, og omtalte små A-kraftværker som containermoduler.

- Men det er kun "fugle på taget", tilføjede Asser Mortensen.

Marie Bjere sagde, at Venstre ikke er modstander af kernekraft, men at der i København ikke kan skaffes tilstrækkelig med kapital til denne energiform.

Asser Mortensen ville hellere have fundet en løsning på, hvad vi skal gøre af atomafaldet inden der bygges atomkraftværker. Hertil sagde Jakob Dyrman, at Vesthimmerland burde tage sin del af dette affald og opfordrede til at der forskes mere i mulighederne.

- Men vi har ikke tid. Der skal handles nu, lad os komme igang - og jeg udelukker ikke vind- og solenergi, sagde han.

Per Bach Laursen sagde, at det er nødvendigt, at Europa bliver stærkere end i dag. I Danmark spilles opgaverne over til byrådene, men det er vigtigt at de samfund, der oplever gener i forbindelse med grøn omsgtilling bliver kompenseret. En energipark i Vesthimmerland kan blive en fordel, hvis vi udnytter mulighederne rigtigt, sagde borgmesteren.

Henrik Dalgaard opfordrede til, at man i Europa finder fælles fodslaw. Herude på landet kommer vi til at se store konsekvenser af f. eks. den grønne trepart. Vi kan risikere at skulle "sælge" hele den tidligere Aalestrup kommune som en lokal konsekvens af en overordnet beslutning. Vi bør arbejde på atomkraft - forske i det. For min skyld kan et lille anlæg godt placeres i Sjøstrup hvor jeg bor, men det er vigtigt, at komme videre - for landbrugs og transportsektoren fylder rigtig meget i dette billede.

- I Vesthimmerland har vi valgt at handle på baggrund af sol og vind kombineret med biogas. Jeg tror, at Danmark er for lille til atomkaft, tilføjede Per Bach Laursen.

Det fulgte Asger Andersen op på med at sige, at Danmark grundlæggende er et landbrugsland. Derfor også biogas, så vi ikke lader landbruget i stikken.

Da det var repræsentanter for tre pro EU-partier der var på podiet, gav moderator Per Jensen udtryk for, at det måske var svært at nå til uenighed.

Asger Andersen nævnte, at der bør være ejerskab til grøn omstilling. I Vegger, hvor han bor, blev biogasanlægget i sin tid skabt lokalt. Vi skal huske de demokratiske processer.

Per Bach Laursen mindede om, at der er lovgivning, der skal godkendes, og at vi kun har et demokrati, hvis vi tillader os at være uenige. Jakob Dyrman slog fast, at det er vigtigt at politikerne tør stå på mål for deres holdninger overfor kritikere.

Inden tarteletterne kom på bordene, var alle dog enige om, at den grønne omstilling er kommet for at blive.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"