Tema med konkrete oplevelser for børn

Torsdag, 17/09/2009 10:51

STORVORDE: Hvor kommer tingene fra, når vi bager, spiser morgenmad. Måske brød med marmelade eller andre af de mange produkter, der findes i fødevareindustrien og stammer fra naturen?
Det kan der gives mange og lange forklaringer på og i Storvorde Børnehave på Agervej, har man i nogle uger her først på efteråret, taget emnet høst op til grundig og konkret behandling.
Forældre har afleveret forskellige ting som bær og anden frugt i børnehaven, der også har masser af halm og kornaks at se på og lege med. Der bliver syltet en del og hen ad vejen skal der smages på de gode sager.
Men en gang til: Hvor kommer så disse råvarer fra? Ungerne ser jo nok både æble- pære- og blommetræer, samt ikke mindst jordbær og havens frugtbuske. Men hvad med fødselsdagsbollerne og franskbrødet? Den er lidt længere ude at hente.

Besøg hos landmand
Temaet høst skal for at være rigtigt sjovt indebære besøg på marker, se på maskiner og høre landmanden fortælle som supplement til de mange ord, som er sat på høsten.
Og når man har sådan en – lige midt i byen – og det er en imødekommende en af slagsen – ja, så spørger man da ham.
Lars Peter Frisk bor et stenkast fra den gamle brugs. Bag det gamle familiebrug breder markerne sig. Og ud over et vue til Limfjorden, ligger høsten, kornet, så at sige lige uden for døren.
Her har de enkelte stuer fra Børnehaven så været på besøg og vi fangede Jordbærstuen, der fik en stor oplevelse, som billederne fortæller.

Kulminerer med fest
Det har været nogle fine oplevelser allerede nu, fortæller Birgit Andersen fra Jordbærstuen. Besøget hos Lars Peter var alle tiders. Men vi gør også meget ud af at inddrage børnene. Vi har været en del i bakkerne og talt om naturens råvarer og været ude at se på markerne, fortæller Birgit.
Lige som i gamle dage, kulminerer høsten også her med en fest, ja faktisk flere af slagsen siger hun.
I den kommende tid, skal vi ud og finde ”Høst-Kællingen”. Hun skulle være at finde på en mark i omegnen, men man kan jo aldrig vide, fortæller Birgit Andersen videre. Høst-Kællingen skulle være en halm dame i tøj, så hvis vi finder hende, kører vi hende hjem til børnehaven på en trækvogn. Så kan hun stå der, indtil vi sidst i september holder Høst-Kaffe, slutter Birgit.
Endelig, i starten af oktober, går det hele op i endnu mere fest og farver, når Høst-Festen afslutter det omfattende emne, der til den tid har varet i 5-6 uger.
Hvordan så Høst-Kællingen ender sit korte liv, ved vi ikke. Men mon ikke hun genopstår til næste høst – og den næste igen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"