Thyrrestrup møder fremtiden med nye produkter og nyt brand

Af Ture Damtoft, Torsdag, 19/12/2019 10:04

Lancerer første af en række maskiner der klarer arbejdet ti gange så hurtigt

AARS: Firmaet Thyrrestrup i Aars dropper "Mink" fra deres navn og lancerer nyt logo.

Firmaets strategi er udvikling af nye produkter og diversificering til andre dele af landbrugssektoren.

Det første produkt forlod samlehallen på Vestvej i Aars i sidste uge. Tre funklende nye halmstrø-maskiner med navnet "SRAW BOSS 460" blev leveret til de første aftagere med forsikring om en massiv tidsbesparelse i arbejdet med at sprede halm til minkene.

Udviklingsarbejdet har stået på i fem år. De sidste seks måneder er maskinen blevet testet på minkfarme i Jylland og på Fyn, og reaktionerne har været voldsomt positive.

- En af kommentarerne fra en minkavler til en anden var: "Glem hvad du ved om strømaskiner, det her er en ny verden". I en test på Fyn bad minkavleren mig holde en pause, så farbroren kunne komme og se den. Der strøede jeg halm i to haller på halvanden time, og de plejer at bruge over en dag på det. Og så får chaufføren et affjedret og vibrationsfrit sæde, og det gør også en stor forskel, fortæller Per Thyrrestrup, der sammen med medarbejderen Sergejs Boisko har udviklet og samlet maskinen.

Men langt langt flere har været involveret i arbejdet med den, og slutresultatet er blevet så godt, at strømaskinen kun er den første i en række, som skal kunne anvendes både til mink, kvæg, svin og heste.

I 2020 kommer der en semi-automatisk fodermaskine og i 2025 en helt autonom fodermaskine.

Trængt branche

Firmaet har for øjeblikket fem patenter i forbindelse med udviklingen af fodermaskinen, og der kan komme flere til, men for nu ser Per og Annette Thyrrestrup frem til at præsentere deres nye strømaskine på Kopenhagen Furs messe i Herning til marts.

De tror på, at den nye maskine vil sælge godt i en trængt branche, hvor udsigten til at kunne spare op til 90 pct. af arbejdstiden med strøning af halm måske kan overbevise minkfarmere til at investere de 275.000 kroner, som maskinen koster.

- Vi har udviklet produktet til minkbranchen og præsenterer det på minkmessen for at vise produktet frem, fortælle om udviklingen af vores produkter og firma og slå det helt fast, at vi ikke er på vej ud af branchen. Fra februar kommer der en ny strømaskine, som også kan anvendes til kvæg, grise og heste, og det har fået nogle til at tro, vi er på vej ud af minkbranchen, men det er overhovedet ikke tilfældet og vores nye maskiner er blevet udviklet specifikt til minkfarme. Men, vi har gjort konceptet fleksibelt, så det kan tilpasses til de andre dele af landbruget, siger Per Thyrrestrup.

Både han og konen Annette er helt åbne med de udfordringer, som har ramt branchen, og som de også selv har mærket.

I 2013 opførte firmaet ca. 5000 m2 minkhaller om måneden og havde 40 ansatte. Nu er der 12, og arbejdet med nye minkhaller er på et nulpunkt.

- Maskinerne giver os en ny streng at spille på. De skal være strø- og fodermaskinernes Rolls Royce. Danske maskiner står for noget kvalitet, og de skal også ud på det internationale marked. Hovedformålet er selvfølgelig at spare penge og hjælpe den danske produktion ved at levere en højere kvalitet af maskiner, som samtidig sparer på lønninger. Kan vi hente fem kr. pr. skind med de nye maskiner, bliver det til mange penge for en minkfarmer, der måske producerer 50.000 skind på et år, siger Per Thyrrestrup.

Tro på fremtiden

Den helt store besparelse kommer først med den autonome fodermaskine, men allerede med "STRAW BOSS 460" er der en del penge af spare på arbejdstiden, og Thyrrestrup står inde for driftsikkerheden.

- Vi stresstestede den gennem syv timer, hvor den ikke fik lov at stå stille i bare 30 sek., og den kørte bare. Det tager en halv til en hel time at instruere chaufføren. Han indstiller maskinen, og så sørger den for at opretholde det rigtige tryk på maxiballerne, og de er strøet på fire minutter med den nye maskine. En af de største fordele er, at den også kan strø dårlig halm, så vi får en højere udnyttelsesgrad. Vi kan også strø langstrået halm, og det gør maskinen attraktiv for kvæg, svin og ikke mindst hestebesætninger, siger Per Thyrrestrup.

Maskinen er proppet med sensorer, der sender al information fra driften videre til skyen, så der hele tiden er opsyn med, at maskinerne bliver benyttet korrekt. Det system er især udviklet med tanke på de fuldautomatiske maskiner, som skulle komme på markedet i 2025.

Digitaliseringen blev en del af inspirationen til firmaets nye logo, som forestiller en indrammet tyr, hvor rammen i toppen er brudt af de tre barrer.

- De viser, at vi sender data til skyen, og tyren passer godt til både navnet Thyrrestrup, som alle alligevel kalder os, og så Kimbrertyren, for vi er jo en Aars virksomhed, siger Annette Thyrrestrup, der regner med, at rebrandingen kommer til at vare et par år, inden alle logoer på brevpapir, kuglepenne, hjemmeside og alt andet er skiftet ud.

- Vi skal ud til andre brancher og markedsføre os, og minkavlerne siger "oppe hos Thyrrestrup" i forvejen. Det nye logo signalerer styrke og digitalisering, og vi glæder os til at komme med en stor stand på messen i Herning og vise, vi tror på fremtiden, siger Annette Thyrrestrup.

Læs i næste uges Vort Landboblad om de fem års udviklingsarbejde, der betød langt over 300 tegninger og involvering af ingeniører og Aalborg Universitet.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"