Tiden går videre for selvstændig i Aars

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 20/07/2021 12:39

AARS: Tiden er en mærkelig størrelse.
Den kan både slæbe sig afsted og løbe derudaf, og videnskaben har aldrig helt formået at definere, hvad tid egentlig er - men alle oplever den gå.
- Tid er jo jordens rotation og placering i forhold til solen og stjernerne, men det er også en fornemmelse. Man er jo nærmest udødelig som teenager, og lige pludselig går det op for en, hvor dyrebar vores tid er, siger John Ambrosius Brix, Aars.
Han blev som 19-årig fascineret og fanget af tiden og det ædle håndværk med de op til hundreder af dele, der arbejder under den lille skive med to eller tre visere, de fleste af os har spændt fast på vores håndled.
For ham begyndte tiden at gå for hurtigt for 10 år siden.
Den nu 50-årige familiefar til tre børn bor i Stenildhøjdalen i Aars, hvor han i 2020 begyndte som selvstændig.
Vejen dertil har været både lang og hård.
Sukkersyge og leddegigt som 40-årig blev efterfulgt af kræft for fire år siden.
Efter en lang, hård og lykkeligvis succesfuld behandling gennem et halvt års tid så John Ambrosius Brix frem til både at være en god ægtemand og far for børnene på 11, 10 og fem år og at kunne arbejde fuld tid som urmager igen.

En hård kamp
Men sygdomsforløbet, arbejdspresset og hjemmelivet med små børn blev for meget, og i 2019 gik han ned med stress, der udviklede sig til depression.
Heldigvis var hjælpen der.
Hans kone Birthe har støttet så meget hun kunne, men John og hun er enige om, at det var den professionelle hjælp, der hjalp ham videre.
- Jeg har gået ved en dygtig psykolog og samtidig fået god støtte hos min fagforening. De havde ikke regnet med, at jeg kom så godt videre, men det har også været en hård kamp, fortæller John Ambrosius Brix over en kop kaffe i haven, hvor der er ved at blive gjort klar til 50-års fødselsdagsfest.
Han har stadig lidt symptomer. Larm og mange mennesker kan hurtigt blive for meget.
- Halvanden time i et storcenter, så skal jeg ud, siger han, men det kan mange mænd vist nikke lidt genkendende til.
Værre er det at, efter den lange sygdomsperiode, har betydet at han ikke kan arbejde koncentreret med ure i længere tid af gangen, og karrieremæssig blev nødt til at tænke nye tanker, da han ikke kunne varetage sit daværende job mere.
Men arbejdet med tidsmålerne fortsætter. Han har indrettet et værksted, fået lavet to flotte hjemmesider, hvor han præsenterer sine ure på den ene og indgraveringsarbejde på bl.a. pokaler og husskilte på den anden.

God fornemmelse
Enhver begyndelse tager tid, men John Ambrosius Brix har efterhånden fået opmærksomhed for sine ure, hvor designet skal være tiltalende og kvaliteten i højsædet.
- Det er et hårdt marked at komme ind på. Mine ure repræsenterer kvalitet, og det tror jeg er, hvad kunderne vil have. Hvis de vil have en personlig laser-indgravering som "jeg elsker dig" eller navnet på personen eller en gul urskive eller noget helt fjerde eller femte, så tilbyder jeg også det. Urværket skal være det rigtige, og når jeg skriver, at urene er vandtætte, så kan man regne med det, fortæller John Ambrosius Brix, der har haft et ur til at ligge i Vesterhavet om vinteren i en time for at efter teste, at det holdt vandet ude.
Ambitionen er først og fremmest at kunne leve af salget fra virksomheden. Når den ambition er realiseret er den næste at tilbyde personlige mekaniske ure, men så er prisklassen også en anden.
- Der kommer vi hurtigt op på 10.000 kroner og op til 40.000 kroner, men så er vi også oppe i Rolex og Omega-klassen, siger John Ambrosius Brix med ivrig entusiasme, for håndværk i den kaliber er lige efter hans hjerte.
Han har tidligere arbejdet og været på kursus hos flere af de store urmærker som har begejstret ham.
- Rolex er de eneste, som tjekker op på urmagerne. Firmaet kommer på besøg hos deres forhandlere og man får nogle fif om, at man f.eks. har smurt lige en anelse for meget her eller kan finjustere en anelse bedre der. Det er det mest spændende ved at være urmager. Der er så mange små dele, som skal spille 100 procent sammen, og når man så får håndværk og design til at spille sammen og kan præsentere kunden for et kvalitetsprodukt, han eller hun bliver glad for, så giver det mig en god fornemmelse, siger John Ambrosius Brix.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"