Tidl. VHG elev: Det skal tage tid at udvikle Corona-vaccine

Af Ture Damtoft, Onsdag, 01/04/2020 10:00

VESTHIMMERLAND: Ph.d. og professor samt forsker i en vaccine mod COVID-19, Ali Salanti, der er student fra Vesthimmerlands Gymnasium i Aars, tager sit ansvar meget alvorligt.

Både ansvaret for at udvikle en vaccine så hurtigt som muligt men i lige så høj grad at gøre det ansvarligt.

- Al medicin skal testes under kontrollerede forhold. I dag blev jeg kaldt til et møde med WHO og omkring 100 andre i Verden, som fokuserer og arbejder på en vaccine mod COVID-19, og her talte vi om, at en vaccine muligvis kan forværre en patients tilstand, hvis ikke den er blevet testet grundigt, siger Ali Salanti til Aars Avis.

Han peger især på et forsøg fra 2006 i London.

Elefantmændene

Dengang var både aviser og TV i flere dage fyldt med gruopvækkende historier om seks ud af otte forsøgspersoner i et klinisk forsøg.

Mænd i deres bedste alder der kom på intensivafdelingen indenfor få timer efter at være blevet givet en mulig ny medicin mod kræft med navnet TGN1412 produceret af firmaet TeGenero Immuno Therapeutics og testet af et andet firma, Parexel.

De blev kaldt elefantmændene og svævede i livsfare i flere dage for de fleste, og for en enkelt i fire måneder. Han endte med amputerede fingre, tæer og en del af en fod.

I flere uger var avisspalterne fyldte om mareridtet, der udspillede sig på Northwick Park Hospital et par kilometer fra, hvor journalisten arbejdede på det tidspunkt. Selvom der ikke var smittefare, var det ubehagelig læsning.

Efter flere måneder konstaterede en rapport, at præmisserne for forsøget var usikre, og der kom 22 rekommendationer til fremtidige forsøg. Bl.a. ikke at give test-præparatet til alle forsøgspersoner over en så kort periode, at de første var på vej på intensiv-afdelingen, mens de sidste var ved at få injiceret "medicinen".

Det er den type uheld - måske ligefrem katastrofer - i klinisk medicinsk testning, Ali Salanti vil undgå.

- Den hændelse dannede fundamentet for, hvordan vi tester i dag. Samtidig skal vi kunne testet på mennesker så hurtigt som muligt. Der så vi under AIDS-krisen, at det er meget vigtigt, men det kan være en svær balance, siger Ali Salanti, der ikke har lyst til at kommentere på det etisk forsvarlige eller uforsvarlige i at lade dødssyge mennesker melde sig frivilligt til at prøve et præparat, der ikke er testet på mennesker, i et sidste desperat forsøg på at redde deres eget liv.

Det gode er platforme

Derimod vil han gerne tale om det enorme fokus, der er i hele Verden på at udvikle en COVID-19 vaccine så hurtigt som muligt.

Et fokus han mener er helt korrekt, men som en anden stor dræber-sygdom savner: Malaria, som var den sygdom han som ung ph.d. studerende forskede i.

WHO estimerer, at der i 2017 døde 435.000 mennesker af malaria. 93 pct. af dem i Afrika.

- Der dør en halv million af malaria hvert år. Vaccinen mod COVI-19 er selvfølgelig vigtig, fordi den har potentialet til at slå mange flere ihjel, hvis sundhedssystemet i landene bryder sammen. Da jeg sad på mødet med WHO, kunne jeg godt have tænkt mig, at man havde samme fokus på malaria. Det gode ved situationen nu er, at der bliver udviklet en masse platforme til udvikling af vaccine i et globalt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden og diskuterer den rigtige måde at testet på mennesker på. Men, de første gode resultater kommer nok først om 6-12 måneder, siger Ali Salanti, der vil følge retningslinjerne, så alle forsøgspersoner er sikret og ikke mister hverken fingre eller tæer.

Og TGN1412? Den er i dag godkendt som medicin mod gigt i en 20. del dosis af det, der blev givet til de seks testpersoner.

Læs i næste uge om Ali Salantis rejse fra Danmark til Galapagos til professoratet i København.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"