Torv i Aars kan få en "herregaardslade"

Af Thorkil Christensen, Torsdag, 31/10/2019 12:09

AARS: Der kan opføres en "herregaardslade" som overdækning på en del af Kimbrertorvet i Aars, hvis det lykkes initiativtagerne at skaffe omkring syv mio. kr. til projektet. Byrådet i Vesthimmerlands Kommune har allerede givet tilsagn om 5,1 mio. kr.

Oplysningen kom frem i forlængelse af Aars Borgerforenings generalforsamling på Kimbrerkroen onsdag aften. Her blev der orienteret om to forslag til en overdækning af torvet udført af henholdsvis C.F. Hansens Tegnestue og JaJa Architekts, begge fra København. En arbejdsgruppe med Jørgen Kristensen, Jørgen Sørensen og Finn Mathiasen fra Aars fremlagde skitser, der var sammensat af det bedste fra de to arkitektfirmaers forslag. Præsentationen blev foretaget af arkitekt og partner hos JaJa Architects, Jan Yoshiyuki Tanaka.

Det var ventet at fremlæggelsen ville medføre kritik fra personer i Aars, som har været ængstelige for, at en overbygning vil skærme for kunstneren Per Kirkebys murstensskulptur på Kimbrertorvet. Men kritikken forstummede da skitserne blev vist på en storskærm. Der blev stillet kritiske spørgsmål, men mødet blev gennemført i en meget positiv ånd.

Kommunen skal nu bekræfte, at der er sat 5,1 mio. kr. af på budgettet til en overdækning, og der skal skaffes et par mio. kr. ekstra inden projektet kan sættes igang. Per Kirkebys arvinger har gennem Per Kirkeby Estate udtalt, at de ikke har indvendinger mod de forslag som de er bleet præsenteret for.

Hvis det lykkes at skaffe økonomi til projektet, vil det sandsynligvis kunne gennemføres i 2021.

"Herregaardsladen" med åbne sider og et "rullegardin" som kan aktiveres i dårligt vejr, skal give grobund for flere aktiviteter i Aars by - aktiviteter med bl. a. foreningsliv og institutioner som kan gennemføres i ly for vejr og vind.

Læs mere i Aars Avis på onsdag...

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"