Træner fra Aars HK hædret

Af Søren Beukel Bak, Onsdag, 13/05/2026 07:15

Thomas Veddum har gjort en markant forskel

Aars Håndboldklubs engagerede U11-drengetræner, Thomas Veddum, er blevet kåret som "Årets Frivillige Nordjyske Håndboldtræner". Kåringen blev foretaget af Aalborg Håndbold i samarbejde med Sparekassen Danmark.

Prisen gives til en træner, der udviser et helt særligt engagement, dedikation og evne til at skabe glæde og udvikling for unge håndboldspillere - og netop disse kvaliteter kendetegner i høj grad Thomas Veddum.

Han har gennem sin indsats som træner for U11-drengene i Aars Håndboldklub formået at skabe et trygt, inkluderende og motiverende miljø, hvor både fællesskab og sportslig udvikling er i fokus. Med sin energi, sit positive humør og sin evne til at se den enkelte spiller har han gjort en markant forskel for holdet og klubben som helhed.

Som en del af hæderen fik Thomas Veddum sammen med U11-drengene en helt særlig VIP-oplevelse, da de deltog i slutspilskampen mod GOG søndag 10. maj i Sparekassen Danmark Arena.

Her blev de hentet i Aars i Aalborg Håndbolds spillerbus og fragtet til Sparekassen Danmark Arena (Gigantium). Der var pizzahygge inden kampen, og kort inden kampstart blev Thomas Veddum hyldet på banen og modtog stående ovationer fra de 5400 tilskuere.

Fra formanden for Aars Håndboldklub, Søren Farsinsen, lyder også roser:

- Thomas er indbegrebet af frivillighedens ånd. Han møder altid op med et smil, er velforberedt og brænder for at give børnene de bedste oplevelser med håndbolden. Denne pris er fuldt fortjent.

Kåringen er sket efter en indstillingsrunde, hvor mange stærke kandidater var i spil, og en udvalgt jury har truffet den endelige beslutning.