
Henrik Larsen er ny træner for Aars IKs førstehold.
Træner stopper i Aars IK efter fem kampe - ny træner fundet
Af Ture Damtoft, Fredag, 02/05/2025 12:40
FODBOLD: Efter kun fire måneder på posten, har Rudi Møller meddelt Aars Idrætsklub, at han af helbredsmæssige grunde må trække sig som cheftræner for klubbens førstehold.
- Man er nogle gange nødt til at lytte til sin krop og de signaler den giver dig. Jeg har I en periode skrantet fysisk, været stresset, ikke sovet om natten og manglet overskud. Jeg går altid 100 pct. ind i de ting, jeg foretager mig, og når man føler, at man ikke helt slår til og mangler de sidste procenter, så er det tiden at lytte. Selvom fodbold altid har fyldt meget og også fremover vil det, så står eget helbred og familien nærmest og er trods alt det vigtigste i livet. Jeg er helt åben omkring situationen. Jeg har kæmpet og forsøgt at klare mig igennem, men har mærket, at det desværre er nu, jeg skulle sige fra, og forhåbentligt kan det give mig lidt ro og dermed fornyet overskud igen, siger Rudi Møller.
For Kenneth Pedersen og Brian Tøttrup fra seniorudvalget i Aars IK var det en mavepuster at få beskeden.
- Rudi ringede allerede lørdag om et møde, og der fortalte en meget bevæget herre, hvad det drejede sig om, og allerede lørdag aften forberedte vi et møde med spillerudvalget. Først og fremmest, og det er det vigtigste, så blev vi jo berørte af det. Stresssymptomer skal man ikke spøge med og derfor så forstod vi Rudis beslutning og bakker naturligvis op om den. Det samme gjorde en samlet spillertrup, der også var både ærgerlige og kede af beslutningen. Rudi har taget os alle med storm og søsat en masse initiativer, som vi kun lige var i gang med at høste frugterne af. Det være sig både på det sportslige og på det sociale plan, og de ting kan vi heldigvis fortsætte med at drage nytte af, siger Brian Tøttrup.
Ny træner
Seniorudvalget i Aars IK har allerede fundet en ny træner til førsteholdet.
Henrik Larsen, der var trænerkonsulent i 2024, overtager med øjeblikkelig virkning træningen og ansvaret for klubbens Serie 1 hold.
- Henrik er en fantastisk træner og hans kompetencer er uovertrufne. Ligesom Rudi Møller er Henrik uddannet på øverste trænerniveau og har UEFA´s A licens. Henrik har tidligere trænet i Vendsyssel FF, Thisted, Hobro Ik og mange andre. Både spillere, trænere og ledere ønsker Henrik velkommen tilbage i klubben og glæder sig til samarbejdet, siger Brian Tøttrup.
Ordet er dit