Trænerduo forlænger kontrakten med Aars HK

Af Ture Damtoft, Onsdag, 22/01/2020 07:46

Spillerne giver den en ekstra skalle og pegede enstemmigt på duoen

HÅNDBOLD: Aars Håndboldklub har gang i en sæson, hvor oprykning til 1. division er en absolut realistisk mulighed.

På den baggrund har klubben forlænget kontrakten med cheftræner Claus Sevel og assistenttræner Klaus Westergaard frem til sommeren 2021.

- Claus Sevel er grundig og taktisk dygtig, og vi har et gnidningsfrit samarbejde. Han er vellidt af spillerne, som vi også har lyttet til, og de har enstemmigt peget på ham. Konstellationen mellem ham og Klaus Westergaard fungerer helt upåklageligt. Klaus har været med i Aars siden 1985 som fem-årig og har fået erfaring fra andre klubber, inden han kom tilbage til Aars. Han er en super klubmand og har Aars Håndblodklub i sit DNA. De er en perfekt trænerduo, og vi har overhovedet ikke haft andre i tankerne, siger bestyrelsesmedlem Søren Farsinsen.

Lag på spillerne

Cheftræneren ser frem til at arbejde videre med en ung trup og har personlig udvikling som den vigtigste målsætning.

- Om vi spiller i 1. eller 2. division næste sæson er ikke så vigtigt - selvom jeg selvfølgelig håber, vi rykker op. Uanset placeringen er den største ambition at lææge lag på spillerne og søge det bedste i den enkelte. Det vil spillerne i Aars. Det er nogle unge gutter, som er modtagelige, og der er noget at bygge på, siger Claus Sevel, der har fundet sig godt til rette med assistent-træner Klaus Westergaard i deres første sæson som trænerduo.

- Vi faldt i hak med det samme og supplerer hinanden godt. Klubben viser os tillid til at være trænere, og vi formulerer i høj grad selv målsætningen med spillerne. Vi får vide rammer til at tilrettelægge træningslejre, og med en god organisation i klubben gliver tingene nemt, siger Claus Sevel, der er på barsel i hjemmet i Nørager efter barn nummer tre er kommet til verden. Men håndbolden er der ikke barsel fra.

- Jeg er vild med håndbold, og når man selv har været spiller og træner i mange år, er det fedt at kunne blive i sporten. Jeg glæder mig til at kunne bygge videre på holdet, siger Claus Sevel.

Spillerne sætter især pris på en øget professionel tilgang under Claus Sevel og Klaus Westergaard.

- De fungerer som en helhed, hvor Klaus mere har det sociale og Claus skal få brikkerne til at falde på plads. Der er kommet mere professionalitet, og det, synes vi, er rigtig rart. Så har vi også lyst til at give den en ekstra skalle, siger Thomas Steffensen på vegne af spillerne.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"