Traktortræf er både hygge og skarp konkurrence

Af Ture Damtoft, Lørdag, 13/07/2019 10:25

AARS: Hyggen, hestekræfterne og høj himmel.

De første gæster til traktortræf i Aars var klare i mælet om, hvorfor de har valgt at bruge hele lørdagen på traktortræf på Messevej i Aars.

I skrivende stund går det igang med lokaltræf from til omkring midt på eftermiddagen - og omkring fire-tiden er det så tid for de Nordjyske Mesterskaber.

Allerede lidt over ni havde de første betalt entréen på de 75 kroner. Et ægtepar var kommet lige fra Viborg, hvor der var træf om fredagen, og de indrømmede begge at være blevet bidt af det.

Og tilskuernes entusiasme bliver som minimum matchet af kørerne. Der er endda lidt ekstra tryk på i dag, for lokaltræffet er sidste chance for at kvalificere sig til de Nordjyske Mesterskaber.

Det har givet lidt ekstra aktivitet og lidt sene opkald fra kørere, som vil bruge det sidste skud i bøssen.

- De brænder virkelig for det. Jeg fik tre tilmeldinger fredag fra kørere, som er desperate efter at kvalificere sig. Det seneste var ved halv-elleve tiden. Flere har også spurgt, om deltagerlisterne er opdaterede, så de ved, hvem de skal køre imod - så jo, det er seriøs konkurrence, fortæller Louise Avlskarl, der er formand for Himmerlands Landboungdom, som arrangerer stævnet.

Hun håber på så mange tilskuere som muligt, men bare der kommer 1000, er hun tilfreds.

- Vi håber på en 2500, som er omkring det samme som sidste år. Men vi ligger jo to uger senere, og mange er taget på ferie, så vi får se. Men de får i hvert fald noget for pengene. Det er slut omkring 23 tiden eller lidt senere, og så har vi pølser på grillen, kartoffelsalat og frikadeller og PH Event skal nok få skabt en god stemning. Så, jeg synes folk bare skal komme herned og få en hyggelig dag i flot sommervejr, siger Louise Avlskarl.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"