Tre anholdt efter indbrud i varebiler i Aars

Af Ture Damtoft, Mandag, 02/02/2026 09:28

AARS: Natten til lørdag blev der begået tre indbrud i varebiler i Aars, og allerede søndag morgen blev der i Suldrup anholdt tre litauiske mænd, der er mistænkte i sagen. 

Det første indbrud skete på Galgehøj mellem 30. og 31. januar. Her var en VW Crafter brudt op, og der var stjålet diverse batteridrevet værktøj.

De to andre indbrud skete begge på Stenildhøjbakken. Først omkring kl. 03, hvor der fra en Fiat Ducato var stjålet Makita Værktøj, bl.a. en rundsav, til en samlet værdi på ca. 50.000 kroner. Dernæst et indbrud i en nu tredje varebil, hvor der mellem 02.05 og 03.20 blev stjålet Milwaukee værktøj til igen en samlet værdi på ca. 50.000 kroner.

Ved det sidste tyveri var der overvågning, som blev overleveret til politiet. 

Søndag, 1. februar kl. 07.46 om morgenen blev tre mænd observeret på en ejendom på Hjortholmsvej i Suldrup ifærd med at bære kasser ud, og politiet anholdte alle tre.

Fung. politikommissær Frederik Als kan hverken be- eller afkræfte, at der var tale om kasser med de stjålne effekter fra Aars, og ejendommen dermed kunne være de tre mænds base. 

Der er tale om litauiske mænd. To er 26 år gamle og den tredje 19 år.

De er varetægtsfængslet frem til 18. februar.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"